Privatøkonomi

Disse bankaktier klarede sig bedst i 2019

Højdespringeren gav et plus på 58 pct., mens bundskraberen satte 20 pct. af markedsværdien over styr.

Vestjysk Bank var døden nær i 2015, men skabte sidste år det bedste afkast af alle de børsnoterede danske banker. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com Arkivfotos

Investorerne i den kriseplagede Vestjysk Bank kan glæde sig over et forrygende 2019.

Den vestjyske bank blev årets højdespringer blandt de børsnoterede bankaktier med et afkast på 57,7 pct. Som den eneste overgik Vestjysk Bank dermed Ringkjøbing Landbobank, som har vist økonomisk storform i årevis.

Da Finans interviewede Vestjysk Banks adm. direktør Jan Ulsø Madsen i sommeren 2015, erkendte han åbent, at banken havde brug for held for at overleve. Først i begyndelsen af 2016 turde han melde ud, at risikoen for at gå konkurs var afværget. Da sendte Jan Ulsø Madsen et årsregnskab på gaden med bankens første overskud siden 2010.

Overskuddet lød på beskedne 49 mio. kr., men var trods alt en milepæl, efter at de foregående fire år havde givet et samlet underskud på astronomiske 2,5 mia. kr.

I de første ni måneder af 2019 tjente Vestjysk Bank 397 mio. kr. og overgik dermed overskuddet i hele 2018 på 296 mio. kr.

Mens Vestjysk Banks ejere kan se tilbage på 2019 med glæde, var året anderledes trist for Nordfyns Bank. Her faldt markedsværdien med næsten 20 pct. i 2019. Det samme var tilfældet i 2018, da faldet lød på 19,05 pct.

Blandt de større banker klarede Spar Nord sig klart bedst, mens Jyske Banks aktionærer også blev rigere i løbet af 2019. For aktionærerne i Sydbank og Danske Bank bød året på en nedtur med kursfald på henholdsvis knap 10 og godt 15 pct.

BRANCHENYT
Læs også