Privatøkonomi

Gyldent boliglån er blevet overhalet indenom

Investorerne tager sig ekstra godt betalt for boliglån i euro.

Det er ikke længere den store fidus at optage realkreditlån i euro. Arkivfoto: Joachim Adrian

Det var kendt som et gyldent boliglån - ikke mindst blandt de risikovillige. Fradragsmulighederne var også bedre, og det er de stadig. Men de gyldne tider er forbi for F1-lånet i euro.

Renten på F1-lånet i kr. er nu markant lavere end renten på eurolånet.

Renten på eurolånet er 0,8 pct., men det refinansieres allerede til april. Hvis man skubber F1-eurorenten – altså med refinansiering 1. april 2021 i stedet for 1. april 2020 – lyder renten i øjeblikket på 0 pct.

Renten på et F1-lån i kr. ligger nede omkring -0,3 pct.

Realkredit Danmark er gået over til at refinansiere flekslån i januar, mens instituttet har fastholdt 1. april som refinansieringstidspunkt for flekslån i euro.

»Den forskel skal man altså være opmærksom på, da det betyder, at man ikke kan sammenligne de aktuelle renter direkte med hinanden,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Men tendensen er klar. Eurorenterne har generelt været højere de seneste år. Det skyldes blandt andet en dårligere likviditet i euro-obligationerne, og det har investorerne krævet betaling for.

Den dårlige likviditet i euro-obligationerne skal ses i lyset af, at der ikke længere er den store efterspørgsel efter euro-lån. Ved den seneste refinansiering pr. 1. januar lå F1-euro 0,22 pct.-point højere end F1 i kr.

Tendensen til at danske flekslån begyndte at have lavere renter end euro, kom efter den europæiske gældskrise. Fra 2013 til nu har den gennemsnitlige rente været 0,1 pct.-point lavere end euro-renten. Det er lidt af et skifte, da eurorenten i gennemsnit var 0,27 pct.-point lavere i perioden fra 2000-2012.

»Størst forskel så vi efter den finansielle krise, hvor Nationalbanken måtte forsvare kronekursen med renteforhøjelser, mens renterne faldt i euroområdet,« forklarer Christian Hilligsøe Heinig.

Ved refinansieringen 1. januar 2009 endte F1-lånet i euro hele 0,8 pct.-point under den tilsvarende danske F1-rente.

Den helt store fordel ved euro-lånene har været bedre fradragsmuligheder. I princippet kan man fratrække alle etableringsomkostninger. Men omkostningerne kan kun trækkes fra i takt med, at lånet afdrages.

Det betyder, at gevinsten er tvivlsom for boligejere, der ønsker lån med 20 eller 30 års løbetid.

BRANCHENYT
Læs også