Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Guldrandede danske sundhedsaktier møder modvind på finansmarkedet

Efter et fantastisk første halvår risikerer mange af de guldrandede danske medicinalselskaber at blive presset på aktiemarkedet, vurderer flere banker. Det kan også ramme afkastet på det toneangivende danske aktieindeks.

Corona rammer verden

Danske sundhedsaktier som Novo Nordisk, Ambu, Genmab og Coloplast har båret det toneangivende C25-indeks til et af de bedste afkast i verden i første halvår. Men nu kan de løbe ind i mere modvind i andet halvår, vurderer flere aktiestrateger.

»Sundhedsaktier er en af de sektorer, hvor vi nu hæver pegefingeren. Det er gået super godt, men nu er det på tide at tage foden fra speederen. De kan ikke alle opfinde en vaccine,« siger Lars Skovgaard Andersen, strateg i Danske Bank.

Danske Bank har således sænket sin anbefaling af hele sektoren – som udgør omtrent 51 pct. af vægtningen i C25-indekset – til neutral, mens Sydbanks afkastbarometer på aktierne er gået fra grøn til gul i den seneste afkastrapport.

Den amerikanske storbank Bank of America mener ligefrem, at sektoren vil klare det dårligere end markedet det kommende år og satte forleden en salgsanbefaling på Novo Nordisk.

Investeringsbanken Goldman Sachs og britiske Barclays rådgiver også sine kunder til at skrue ned for købet af aktier, der klarer sig godt under kriser, herunder sundhedsaktier.

Årsagen er ifølge bankerne, at mange af selskaberne i sektoren er blevet meget dyre i forhold til deres forventede indtjeninger.

Samtidig mener bankerne, at den globale økonomi måske er forbi det værste og står foran et solidt opsving. Det favoriserer andre typer af selskaber, herunder banker og industriselskaber.

Præsidentvalget i USA kan også medføre indgreb mod medicinpriserne, om det bliver sejr til republikanerne eller demokraterne, vurderer Danske Bank.

Endelig kan den svagere dollar ramme indtjeningen på det amerikanske marked, der er betydeligt for mange danske sundhedsaktier.

Trods coronakrisen steg Ambu mere end 90 pct. i første halvår, Genmab med omtrent 45 pct., Coloplast med over 20 pct. og Novo Nordisk med omtrent 16 pct.

Det hjalp C25-indekset til en stigning på 8 pct. i første halvår, mens de toneangivende indeks i lande som Sverige, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og USA faldt mellem 5 pct. og 17 pct.

De danske medicinalaktier handles ifølge Sydbank dog nu dyrt. Det koster 30 kr. at købe sig ind i 1 kr. af næste års indtjening – den såkaldte forward price earning – mod 20 kr. for det danske marked som helhed.

Medicinalaktier handles ifølge Sydbank til en price earning på omtrent 19 i Europa og i verden som helhed.

»Det står klart for de fleste, at opturen ikke fortsætter i samme tempo, som det vi har set siden midten af marts. Det ville være utopi,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

»Får vi bevis for, at vi er på vej tilbage i en normal situation i 2021, vil medicinalaktierne få det sværere. Ryger vi ind i en forlængelse af krisen, kan de gøre det godt et stykke tid endnu,« fortsætter han.

BRANCHENYT
Læs også