Råd preller af: Iskolde F1-lånere er ikke bange for rentestigninger

F1-lån er efterhånden dyrere end et F5-lån. Men det er ikke alle, der skal krybe i længere rentesikkerhed.

»Lås renten i længere tid, lås renten i længere tid, lås renten i længere tid.«

Dette råd - eller måske nærmere mantra - har banker og realkreditinstitutter gentaget for deres boligkunder i mange år efterhånden.

Men på én gruppe er rådene prellet af. Boligejere med F1-lån holder nemlig fast i de rentefølsomme lån. Kun 1 af 200 skifter deres F1-lån ud med det populære F5-lån, viser en opgørelse, som Danmarks største realkreditinstitut Totalkredit har foretaget blandt sine kunder.

At ikke flere vælger at skifte F1-lånet ud er kommet som en overraskelse i Totalkredit. For med dagens renteniveau er et F5-lån faktisk billigere.

»Mange kan spare 2.500 kr. om året for hver lånte million, hvis de går fra F1- og F5-lån. Det er da også en slat penge, og de pågældende er beskyttet mod rentestigninger de næste fem år,« siger chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard.

Hvis man vil ændre profil på sit flekslån, skal man gøre det senest den 30. oktober. Auktionerne afvikles i november. Det koster et gebyr, typisk på 750 kr.

At så få gør det, kan skyldes flere forhold, mener Sune Malthe-Thagaard.

»Det kan være, at boliglånet stadig er i overensstemmelse med boligejernes risikoprofil, eller at de forventer eller håber på, at renten falder yderligere,« siger han.

Går man fra et F1-lån nu og vælger et F5-lån i stedet, sparer man 180 kr. om måneden efter skat.

»Det vil komme bag på mig, hvis der virkelig ikke er flere, som ønsker tryghed om deres fremtidige rente og forventer at blive boende i længere tid - ikke mindst når der endda er penge at spare,« mener Sune Malthe-Thagaard.

Ulempen ved at tage et F5-lån er, at man reelt er bundet i fem år. Hvis man flytter og skal indfri i utide, kan det kun ske til dagskurs. Dermed risikerer man at få et kurstab.

»Planlægger man at flytte indenfor kort tid, er det fornuftigt at blive i sit F1-lån. Hvis man har et F5-lån og planlægger at flytte, er det en god idé at tale med banken om at skifte til en kortere rentebinding,« siger Sune Malthe-Thagaard.

Renterne på alle de mest populære flekslån ventes at være negative ved den kommende auktion. Det betyder, at F5-lånere har udsigt til en markant besparelse på ca. 520 kr. om måneden.

BRANCHENYT
Læs også