Privatøkonomi

F1-lån får baghjul af andre flekslån

Der er mange muligheder for de boligejere, der skal have refinansieret deres flekslån i november.

Mange flekslånere har vænnet sig til, at der står minus foran den rente, de skal betale. I den kommende måned kommer der nye til.

Det er alle de boligejere, der skal have ny rente på deres F5-lån.

Omkring 50.000 boligejere får ny rente på deres flekslån fra 1. januar. Auktionerne foregår i november. Og der er større renterabat i vente end forventet, mener man i Totalkredit, der netop har revideret sin renteprognose.

»Jeg forventer, at der venter de pågældende boligejere en positiv overraskelse,« siger chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard.

At det især er renterne med lidt længere tidshorisont, der er faldet, gør det endnu mere fordelagtigt for F1-lånere at binde renten lidt længere. Hvis man går fra et F1- til et F5-lån i forbindelse med rentetilpasningen, får man både en lav ydelse efter skat og et lidt højere afdrag.

En boligejer med et F1-lån betaler i dag 3.750 kr. efter skat, for hver mio. kr., han eller hun har lånt. Ved et skifte til et nyt F5-lån stiger ydelsen kun en anelse, nemlig til 3.810 kr. For de ekstra 60 kr. om måneden er der altså rentesikkerhed i fem år i stedet for et.

Samtidig får man hurtigere høvlet gæld af. F1-lånere afdrager i dag 3.190 kr. for hver lånte mio. Med et nyt F5-lån stiger afdraget til 3.450 kr. om måneden. Det er altså 260 kr. mere.

Ikke alle skal dog forlænge rentebindingen på deres lån, understreger Sune Malthe-Thagaard.

»Hvis du er i gang med at sælge din bolig eller overvejer det inden for de næste par år, er det en fordel at blive i F1-lånet,« mener han.

Isoleret set er det igen F5-lånerne, der vil få den største gevinst ved den kommende auktion.

Renteudgifterne falder hver måned med over 600 kr. efter skat for et lån på 1 mio. kr. ifølge Totalkredits prognose.

»Det er over 7.000 kr. om året lige ned i foret. De penge kan man bruge på sjovere ting end realkreditlån,« siger Sune Malthe-Thagaard.

Hvis man har et F1-lån, stiger de månedlige renteudgifter med omtrent 50 kr. efter skat.

»Er du overbevist om, at renten skal endnu længere ned, kan det også være en fordel at beholde sit F1-lån. Så får du nemlig hurtigere glæde af et eventuelt rentefald,« siger Sune Malthe-Thagaard.

Totalkredit forventer, at fleksrenterne forbliver lave frem til udgangen af 2021. Det skyldes, at coronakrisen har ramt verdensøkonomien hårdt. Selvom genopretningen er i gang, tager det tid, mener Sune Malthe-Thagaard.

Corona har i den grad været en mavepuster, og de fleste økonomer forventer, at mange lande først er tilbage på niveau med tiden inden corona sidst i 2021 eller i midten af 2022.

»Senest har vi set, at smitten er blusset op i Europa. Derfor vil nationalbankerne verden over holde renten i kort snor og fortsætte med at pumpe milliarder og atter milliarder ud på de finansielle markeder ved at købe obligationer,« forklarer Sune Malthe Thagaard.

Hvis man vil ændre profil på sit flekslån, skal man have fart på. Sidste frist er den 30. oktober.

BRANCHENYT
Læs også