Privatøkonomi

Se listen: Sådan har aktiemarkedet udviklet sig under Trump

Ser man på, hvordan aktiemarkedet har udviklet sig under de forskellige amerikanske præsidenter, har aktiemarkedet klaret sig bedst under demokraternes ledelse.

Sådan så det ud, da Donald Trump blev indsat som præsident i USA. Foto: AFP/Brendan Smialowski

Donald Trump har hverken været den værste eller bedste amerikanske præsident, hvis målestokken er det ledende amerikanske aktieindeks S&P 500. Faktisk placerer han sig lige i midten, hvis man går tilbage til 1930’erne.

Det viser en opgørelse over afkastet under de 15 forskellige præsidenter, som pensionsselskabet PFA har lavet.

»Det er interessant at se, hvem der har klaret det bedst i forhold til f.eks. økonomien, og her er aktiemarkedet en form for samlet temperaturmåling,« siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i PFA Pension.

Trods en midterplacering lyder afkastet i Donald Trumps ene embedsperiode på 68 pct.

»Han har været god for aktiemarkedet, og han var god for erhvervslivet med sin skattereform,« siger Tine Choi Danielsen.

De gode afkast i perioden under Donald Trump har ikke kunnet tippe vægten i republikanernes favør. De halter fortsat efter demokraterne, når man ser på afkastet alt efter partifarve.

»Intuitivt har vi en idé om, at aktiemarkedet vil klare sig bedst under en republikaner og dårligere under en demokrat. Men det sjove er, at det faktisk er omvendt. Aktiemarkedet har klaret sig bedst, når det er en demokrat, der er i Det Hvide Hus,« siger Tine Choi Danielsen.

Ser man alene på tiden efter Anden Verdenskrig har det gennemsnitlige afkast med en republikansk præsident været 9 pct., mens det med en demokratisk præsident har ligget på 13 pct.

»Der er lidt tilfældigheder i det, da kriserne har ramt, mens en republikaner har været præsident, mens en demokratisk præsident har nydt godt af opturen,« siger Tine Choi Danielsen.

Det skete f.eks. med George W. Bush, der både blev ramt af dot.com-boblen og finanskrisen. Omvendt red Bill Clinton på opturen frem til dot.com-boblen og Barack Obama fik opturen efter finanskrisen.

Helt i toppen finder man netop præsidenterne før og efter George W. Bush. Under Bill Clintons embedsperioder i 1990’erne og frem til begyndelsen af 2001 steg S&P 500-indekset med 203 pct.

Andenpladsen sidder Barack Obama på, mens Dwight D. Eisenhower og Ronald Reagan indtager de følgende placeringer. Top fem bliver rundet af med Harry S. Truman.

I bunden finder man Herbert Hoover og George W. Bush.

Læs også
Top job