Danske Invest og Jyske Invest halter bagefter på afkast i det første coronaår
Fonde fra Danske Invest og Jyske Invest har måttet se sig slået af mange konkurrenter i det turbulente investeringsår, efter coronapanikken satte ind.
Danske Invest og Jyske Invest, der samlet sidder på mere end hver fjerde krone, som danskerne har placeret i investeringsfonde, er blevet kørt agterud af mange konkurrenter det seneste år.
Det viser en gennemgang af investeringsfondenes præstationer igennem det seneste år frem til den 31. januar i år, som Henrik Frydenborg Hansen, der står bag investeringsguiden indeksinvest.dk, har lavet på baggrund af Finans Danmarks statistikker.
Efter at have stået i skyggen af de billigere, passivt forvaltede indeksfonde har de aktivt forvaltede fonde ellers haft mulighed for at bevise deres værd det seneste år, hvor pandemien har vendt op og ned på aktiemarkederne.
Ifølge Henrik Frydenborg Hansen bør man altid afkast altid bør måles over flere år, men det ændrer ikke på de to foreninger halter efter konkurrenterne.
»Når man er så stor som Danske Invest og Jyske Invest, bør man fylde mere i den bedste ende af statistikken, end de to gør. Danske Invest har ikke haft noget stort aktivt forvaltet år og oplever stigende konkurrence fra sine egne indeksfonde,mens Jyske Invest med lutter aktive fonde er næsten usynlig i alle investeringskategorier,« siger Henrik Frydenborg Hansen.
Udfordringen illustreres af, at alle Danske Invests danske aktiefonde ligger i den dårligste halvdel af feltet, ligesom ingen af dem har slået benchmark OMX Totalindeks. Samme billede gør sig gældende på de globale fonde. Godt nok slår to af Danske Invests syv globale fonde benchmark målt ved MSCI All Countries World, men den bedste fond er placeret som nr. 18 målt på afkast, ligesom fem af fondene ligger i den dårligste halvdel.
Investeringsfondene udfordres i disse år af, at private investorer flytter deres penge fra dyre aktivt forvaltede fonde over i passive fonde, der i flere år har klaret sig bedre end flertallet af de aktive.
Det har Danske Invest, der de senere år har tabt markedsandele, nu taget konsekvensen af.
»Vores aktivt forvaltede fond Danske Invest USA har ikke levet op til vores forventninger. Vi har på den baggrund valgt at ændre investeringsstrategierne i vores tre aktivt forvaltede fonde med amerikanske selskaber til indeksbaseret, ligesom vi har sænket omkostningerne betragteligt. Når vi løbende gennemgår vores investeringsstrategier, har vi fokus på, om der er behov for ændringer i vores produkter,« siger direktør Robert Mikkelstrup fra Danske Invest.
Omvendt har Jyske Invest som den eneste af de store investeringsforeninger ingen indeksfonde som alternativ til de aktivt forvaltede.
»Det er bemærkelsesværdigt at køre videre med høje omkostninger for aktiv forvaltning, når foreningens fonde har så svært ved at gøre sig gældende blandt de bedste,« siger Henrik Frydenborg Hansen.
Jyske Invest har ikke ønsket at kommentere sine resultater.
Robert Mikkelstrup vurderer, at de fleste af Danske Invests aktivt forvaltede fonde leverede pæne positive afkast, og det samme gjaldt for næsten alle indeksfonde.