Privatøkonomi

Salget af risikable investeringsprodukter eksploderer

Salget af gearede produkter, der giver private mulighed for at satse flere penge, end de ejer, er steget kraftigt under coronakrisen.

Under coronakrisen valgte tusindvis af danskere at investere i gearede produkter, som gør det muligt at mangedoble sine væddemål på aktiemarkedet.

Risikovillige danskere har kastet sig over en særlig type af spekulation, der sætter ekstra fart under rutsjeturene på finansmarkedet.

Ved at geare deres investeringer i alt fra Tesla til guld får småinvestorer lov til at gange deres indskud med op til 20, uden selv at skulle have flere penge oppe af lommen.

Sidste år fordobledes handlen med såkaldt gearede certifikater på børsen i København og landede på 18 mia. kr., og på handelsplatformen Nordnet kan man genkende tendensen.

Det er meget risikabelt og har mere karakter af gambling

Anders Balling, underdirektør, Finanstilsynet

»Vi ser en stor efterspørgsel på disse produkter, bl.a. fordi vi har fået flere kunder, og det er absolut ikke aftaget i 2021,« siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

Når man investerer med gearing, så er der groft sagt to udfald: Enten går det rigtig godt, eller også går det rigtig skidt. I værste fald kan man tabe alle sine penge på kort tid.

Derfor bør private investorer tænke sig godt om, inden de kaster sig ud i at bruge produkterne, lyder det fra Finanstilsynet.

»Det er meget risikabelt og har mere karakter af gambling,« siger underdirektør Anders Balling.

Der er flere typer af gearede produkter på hylderne hos de platforme, som henvender sig til private. Nordnet udbyder ETN-certifikater (exchange traded notes), mens Saxo Bank sælger CFD-kontrakter (contracts for future difference).

Begge tillader private at mangedoble deres væddemål på en aktie, et indeks eller en råvare. Man kan både investere i, at aktivet falder eller stiger. Med en gearing på 1 til 20 vil en bevægelse op eller ned blive forstærket tilsvarende.

Det betyder, at afkastet lynhurtigt kan vokse sig langt større end ved en almindelig investering. Men det samme gælder også for tabet, hvis tingene går skævt. Der skal ofte også betales rente af de penge, som man låner af udstederen til at gange sit indskud.

De mest populære væddemål

Det tyske aktieindeks er det mest populære aktiv, når privatinvestorer bruger gearede investeringer til at sætte på stigninger og fald hos handelsplatformen Nordnet.

  1. DAX-indekset
  2. Olie
  3. S&P 500-indekset
  4. Nasdaq 100-indekset
  5. Tesla
  6. Sølv
  7. Danske Bank
  8. Guld
  9. Novo Nordisk
  10. Vestas

Kilde: Nordnet

Dansk Aktionærforening fraråder private at investere med gearing.

»Det ender med at minde mere om et kasino, når risikoen bliver så høj, og tingene går så hurtigt, som det er tilfældet med denne type af produkter,« siger adm. direktør Mikael Bak.

En analyse fra Finanstilsynet viser da også, at mange taber penge ved at geare deres investeringer. I snit tabte danske privatinvestorer 10.400 kr. på ETN-certifikater solgt inden 31. marts 2020. Saxo Bank vurderer, at ca. 70 pct. taber på CFD-kontrakter.

I et ETN-certifikat kan man ifølge Nordnet kun tabe indskuddet, fordi gearingen er indbygget i produktet. Men eftersom investorens indskud i en CFD-kontrakt kun udgør en brøkdel af handlens samlede størrelse, så risikerer man hurtigt at tabe det. Fortsætter man alligevel handlen, kan investoren tabe mere end det oprindelige indskud.

Det er muligt at lægge stopklodser ind i begge produkter for at bremse tabene.

Mens de gearede investeringer er vokset i popularitet, så viser Finanstilsynets tal, at der stadig er tale om et nicheprodukt for de særligt risikovillige. På sit højeste under uroen sidste forår var der omkring 1.200 danskere, som på en enkelt dag handlede med certifikater.

Nordnet ser flere fordele ved produkter med gearing, fordi de gør det muligt for private at sætte turbo på deres investeringer, uden at de behøver at låne penge i banken. De gør det samtidig nemmere at investere i råvarer som f.eks. olie, guld og sølv.

Men handelsplatformens investeringsøkonom Per Hansen advarer om, at det meget let kan gå galt.

»Hvis du rammer forkert med høj gearing, så kan du tabe hele din investering på en enkelt dag,« siger han.

For at få adgang til at bruge gearing skal private investorer bestå en test, som består af et online spørgeskema. Hverken Nordnet eller Finanstilsynet har overblik over, om screeningen fører til, at investorer bliver siet fra.

Finanstilsynet vurderer, at væksten viser, at de danske investorer er blevet mere risikovillige på et tidspunkt, hvor det er blevet nemmere at handle, og renten på indlån er negativ for mange bankkunder.

»Der er mange, som enten er begyndt eller har øget deres handelsaktivitet, og der bliver løbet større risiko. Det gælder generelt i forhold til privates handel med værdipapirer og ikke kun på det mere spekulative marked for gearede produkter,« siger underdirektør Anders Balling.

Læs også