Privatøkonomi

Ekspert med rentemelding: »Jeg ser ikke positive renter i bankerne de næste fem år«

Positive indlånsrenter i bankerne har lange udsigter, lyder vurderingen fra en bankekspert.

Ifølge en bankekspert er der flere ting, der står i vejen for positive renter i bankerne. Foto: Lærke Posselt

Tiden med negative renter i bankerne lakker ikke mod enden foreløbigt. Danskerne kommer nemlig til at betale for at have et større beløb stående i banken i en rum tid.

Sådan lyder vurderingen fra bankeksperten Lars Krull i en tid, hvor overskrifter om stigende renter har fyldt mere og mere, og hvor de lange boligrenter på kort tid er steget markant.

»Jeg ser ikke positive renter i bankerne de næste fem år,« siger Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Der er flere faktorer, som får Lars Krull til at vurdere, at der går lang tid, inden der igen er positive indlånsrenter i landets banker. For det første kræver det en positiv rente i Nationalbanken. Her ligger den såkaldte indskudsbevisrente i øjeblikket på minus 0,6 pct.

Men pga. af Danmarks fastkurspolitik ligger nøglen til en højere og positiv rente fra Nationalbankens side i vid udstrækning uden for landets grænser.

»Nøglen ligger hos ECB, og den ligger også i en varig vækst og øgede investeringer,« siger Lars Krull.

I øjeblikket ligger den ledende rentesats hos ECB på minus 0,5 pct. ECB har en målsætning om, at inflationen i eurozonen skal ligge på 2 pct. over en såkaldt mellemlang tidshorisont.

Det dækker i bund og grund over, at inflationen gerne må ligge over 2 pct. i et stykke tid, hvis den over tid i gennemsnit lander på 2 pct.

Det seneste estimat fra Eurostat viser, at inflationen i januar ventes at ligge på 5,1 pct. i forhold til samme periode i fjor. Ser man på den såkaldte kerneinflation, hvor effekterne af bl.a. energipriser bliver pillet ud, er der tale om et noget lavere tal.

ECB har gentagende gange meldt ud, at de anser den højere inflation som værende forbigående. Men på det seneste pressemøde ville Christine Lagarde, der står i spidsen for ECB, ikke udelukke, at en højere rente kunne komme på tale.

På baggrund af meldingen kom Nordea for nylig med en ny renteprognose, hvor storbanken pegede på, at begyndelsen på enden for de negative renter er nær.

Nordea skrev i prognosen, at den venter, at ECB-renten ved udgangen af 2023 vil ligge 1,25 pct.point over det nuværende niveau på minus 0,5 pct., og at Nationalbanken vil følge efter.

»Dermed ventes renten på indskudsbeviser i Nationalbanken nu at blive positiv omkring midten af næste år. Sker det, vil det i givet fald være første gang siden 2014, at styringsrenten i Nationalbanken vil være over nul,« skrev Nordea i prognosen.

Lars Krull har dog svært ved at se, at ECB er på vej til at hæve renten markant.

»ECB synes jo ikke at inflationen er superhøj. Kerneinflationen er ikke så vild, og jeg kan ikke se, hvor den vækst, som skal drive kerneinflationen op, skal komme fra,« siger Lars Krull.

Det er dog ikke kun hos ECB, at nøglen til positive indlånsrenter ligger. Den ligger også ud i landets banker, så selv om ECB og dermed Nationalbanken skulle nå op over nul på deres rentesatser, er det ikke sikkert, at bankerne bare vil følge trop.

»Folk siger jo, at renterne er negative, så jeg tror, at bankerne er blevet selvtilfredse på dette område,« siger Lars Krull.

Herhjemme var Jyske Bank den første bank, der meldte ud, at den ville indføre negative renter for private kunder. Det skete i august 2019, og i første omgang var meldingen, at det ville påvirke kunder med mere end 7,5 mio. kr. stående på en konto.

Siden har de negative renter spredt sig i de danske banker, og grænsen for, hvornår man skal betale negative renter blevet sænket markant. Nu ligger grænsen flere steder på 100.000 kr.

Et af argumenterne dengang var, at der var et indlånsoverskud i bankerne. Det er der stadig, og det er også en ting, der står i vejen for positive indlånsrenter i bankerne, påpeger Lars Krull.

»De vælter rundt i det, så det vil kræve, at der skal komme konkurrence om indlånsmidlerne, og det kommer der ikke fra den ene dag til den anden,« siger Lars Krull.

Læs også
Top job