Dollaren er eksploderet: Det kommer danske selskaber til gode
Dollaren fortsætter med at buldre op, og er nu på sit stærkeste niveau i 20 år. Det kan give et boost til flere børsnoterede danske virksomheder, påpeger Nordnet.
Den amerikanske dollar er på sit stærkeste niveau i 20 år, og det kan give et løft i indtjeningen for flere danske børsselskaber.
Én dollar koster i øjeblikket omkring 7,4 kr., mens bytteforholdet med euroen er nogenlunde en til en.
Det kommer til at give et stort boost til danske virksomheder, som henter en stor del af deres omsætning i dollars.
Handelsplatformen Nordnet udpeger Novo Nordisk, Demant, Lunbeck, GN Store Nord og Ambu som selskaber, der står til at få en løft i indtjeningen som følge af den stærke dollar.
Da mange virkosmheder typisk afdækker deres valutarisiko 6 til 12 måneder frem, så vil de dog først få glæde af effekten til næste år, påpeger investeringsøkonom Per Hansen.
»De kommende kvartaler vil investorerne formentlig se, at de selskaber, som har en meget stor positiv USD-eksponering (mere omsætning end omkostninger i USD) for 2023, oplever stigende indtjeningsforventninger fra analytikere,« skriver han i en analyse.
Per Hansen påpeger dog, at det forudsætter, at selskaberne ikke bliver negativ påvirket af den lurende recession, som truer forude i USA.
Ifølge Nordnet er dollar steget markant af tre årsager.
For det første har den amerikanske centralbank Federal Reserve været hurtigere til at hæve renten for at tøjle end inflationen end sin modpart i Europa, ECB. For det andet bliver dollaren betragtet som en sikker havn på et tidspunkt, hvor der udbredt finansiel uro. Og for det tredje, så er amerikansk økonomi mindre påvirket af Ruslands invasion af Ukraine.
Nordnets Per Hansen råder nu danske virksomheder med en stor indtjening i dollars til at afdække sin valutarisiko for at udnytte den stærke kurs.