»Voldsomme tal«: Realkreditgigant forudser store prisfald på ejerlejligheder
Mange har ikke længere råd til at købe ejerlejlighed i de store byer.
Sælgere af ejerlejligheder er nødt til at æde et stort prisfald. Salget af ejerlejligheder er nu halveret i forhold til tiden før coronapandemien, viser nye ugetal fra Boligsiden.dk.
»Det er hård kost at læse og en voldsom forandring på boligmarkedet. Det kommer til at betyde store prisfald, hvis der igen skal lukkes flere handler,« lyder den barske dom fra Mira Lie Nielsen, der er chefanalytiker hos realkreditgiganten Nykredit.
Samme vurdering kommer fra Nordea Kredit.
«Priserne falder, og der er efter vores opfattelse udsigt til yderligere prisfald i den kommende tid, da både renter, inflation og den kommende boligskattereform giver modvind på markedet,« fastslår Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker i Nordea Kredit.
Når perioden før pandemien og nedlukningen er det mest relevante sammenligningsgrundlag, skyldes det, at salget under pandemien vurderes at være kunstigt høj.
Pandemien fik langt flere danskere end normalt til at købe bolig, og det var med til at presse priserne op.
De nye tal viser, at der i sidste uge blot blev solgt 195 ejerlejligheder. Til sammenligning blev der i gennemsnit solgt 397 i samme uge, hvis man tager udgangspunkt i perioden fra 2015 til 2019.
Det er især renterne, som bider, og de bider især hårdt på ejerlejlighedsmarkedet og generelt i de dyreste områder, mener Mira Lie Nielsen.
»Der rækker købernes indkomster simpelthen ikke længere,« siger Mira Lie Nielsen.
Øgede omkostninger til energi og varme betyder ikke så meget på ejerlejlighedsmarkedet, men rentestigninger slår ekstra hårdt fordi køberens budgetter i forvejen og længe har været presset til det yderste pga de høje priser
»Når renterne stiger så markant som i det seneste halve års tid, falder nærmest alle købere fra. Det kan så gå hen og blive selvforstærkende. Når køberne ser priserne falde med stor hast, bliver de nervøse for at købe og så går markedet endnu mere i stå,« siger Mira Nielsen med tilføjelsen:
»Så skal priserne falde endnu mere for at låse markedet op igen.«