Ejere af dyre boliger slipper billigst, hvis grundværdien stiger
Boligskattereformen tilgodeser boligejere i de dyre områder, hvis grundværdierne stiger.
Grundskyldspromillen falder markant i 2024. Men det vil påvirke boligejerne i Danmark vidt forskelligt. Vinderne er boligejere i de allerdyreste kommuner.
Størst er faldet i Frederiksberg kommune, hvor grundskyldspromillen falder fra knap 25 til 3,3. Det er en ændring på 87 pct. Til sammenligning er faldet blot ca. 50 pct. i de kommuner, hvor satserne er klart højest.
Topscoreren er Norddjurs kommune, hvor boligejerne nu betaler 34 promille i grundskyld. Næste år er taksten 16,5 pct.
Det er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, der har foretaget beregningerne på baggrund af de nye, foreløbige grundskyldspromiller.
»Det er en ret voldsom forskel, og det er med til at skævvride boligmarkedet,« mener Sune Caspersen, der er senioranalytiker i AE og manden bag beregningerne.
Forskellen træder tydeligst frem, hvis en boligejer får en kapitalgevinst på sin grund eller jordbesiddelser.
Hvis eksempelvis gevinsten er 500.000 kr, vil det udløse en ekstra skat på 1.650 kr. i Frederiksberg Kommune. I Norddjurs bliver regningen fire gange så stor - nemlig 8.250 kr.
I AE er man overbevist om, at de nye satser vil skubbe til den geografiske ulighed, der er blevet tydeligere og tydeligere siden finanskrisen.
I år er den højeste sats omkring dobbelt så stor som den laveste. Næste år bliver højeste sats fem gange så stor som laveste.
Når de nye boligskatteregler og ejendomsvurderinger træder fuldt i kraft i 2024, er det aftalt, at det samlede skatteprovenu fra grundskylden i den enkelte kommune ikke må stige, men svare til det, der ellers skulle betales, hvis reglerne ikke var blevet ændret.
Der er med andre ord lagt et loft over stigningerne.
De nye ejendoms- og grundvurderinger vil blive væsentligt højere end de nuværende, der er over 10 år gamle.
De nye vurderinger skal tage udgangspunkt i boligens og grundens reelle værdi. I de senere år er boligpriserne i bl.a. Frederiksberg og andre dyre kommunerne steget voldsomt.
Så for at de pågældende ikke kommer til at betale mere end nu, er det nødvendigt med en lav grundskyld.
Ifølge AE bør Folketinget allerede nu anvise en vej, der på længere sigt harmoniserer grundskyldspromillerne.