Boligrente hamret ned i 0,11 pct. Du betaler det samme
Renten på det omdiskuterede F1-lån har aldrig været lavere.
De efterhånden få boligejere, der har holdt fast i deres F1-lån kan se frem til en historisk lav rente på 0,11 pct. Men de kommer til at betale stort set det samme som sidste år.
Det viser resultatet af den første dag med auktioner over flekslån. Nordea Kredit er først med sine auktioner, og her landede renten altså på 0,11 pct. Men med kursskæring på 0,3 point er den reelle rente 0,41 pct.
Nordea Kredit har ligesom konkurrenterne skruet voldsomt op for prisen på kursskæring, så den i dag er 0,3 point. Det svarer til en merrente på 0,3 pct. og dermed med til at gøre F1-lånet dyrere end både et F3- og et F5-lån. Der skal jo kun betales kursskæring hver tredje og hver femte år for de to lån. F1-lånet rammes hvert år af ekstraomkostningen.
»På forhånd have vi forventet, at F1-renten ville lande i omegnen af 0,5 pct. inklusiv kursskæring, og vi er overordentligt godt tilfredse med dagens resultat. Vi kan se, at mange investorer har været på banen, og at interessen for et byde har været god,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
Ved auktionen for ét år siden landede F1-renten på 0,43 pct. inklusiv kursskæring. Holder det nuværende resultat derfor stik de næste fire dage, betyder det, at boligejerne skal betale stort set det samme for deres realkreditlån i det kommende år.
Lån på 1 mio. kr. med afdrag | Rente i pct. inkl. kursskæring | Mdl. ydelse efter skat |
F1 2014 | 0,43 | 3.443 |
F1 2015 | 0,41 | 3.428 |
Forskel | 0,02 | 15 |
Lån på 1 mio. kr. uden afdrag | Rente i pct. inkl. kursskæring | Mdl. ydelse efter skat |
F1 2014 | 0,43 | 874 |
F1 2015 | 0,41 | 863 |
Forskel | 0,02 | 11 |
Kilde: Nordea Kredit