Økonom: Betal restskatten hurtigst muligt
Der er penge at spare ved at få restskatten ud af verden inden årets udgang.
Det kan godt være, at skatten taber, når man skal beslutte, om man vil bruge tid på skatteopgørelsen for 2014 eller på julegavekøb.
Men hvis der er udsigt til at skulle betale restskat for 2014, kan det være en fordel at få regningen ud af verden inden årsskiftet. Så slipper man nemlig for at betale renter af restskatten.
Ekstra dyrt bliver det så, hvis man ikke reagerer før 1. juli 2015. Så afløses dag-til-dag-renten nemlig af et fast procenttillæg.
Opfordringen til at få styr på eventuel restskat for 2014 kommer fra Camilla Skovsbo Erichsen, der er forbrugerøkonom i Sydbank. Den gælder især personer, der i løbet af året har foretaget ændringer med betydning for økonomien. Læs mere om restskat hos Skat.
»Der kan være tale om omlægning af boliglån eller rentetilpasning. Der kan være tale om ændringer i pensionsindbetalingen. Desuden kan folk have fået et nyt arbejde med en højere løn, eller de kan være flyttet, så de ikke længere har så langt til arbejde. Dermed passer tallene ikke længere med tallene i forskudsopgørelsen. Det er altsammen forhold, der har betydning for, hvor meget der skal betales i skat,« forklarer Camilla Skovsbo Erichsen.
Hvis ens økonomiske forhold har ændret sig i løbet af året, er det derfor en god idé at tjekke hos Skat. Men det kræver, at man selv er aktiv.
»Man bør finde ud af, om man har betalt nok i Skat for 2014. Ellers får man nemlig en restskab, og den bliver dyrere, jo længere tid man venter med at betale. Derfor bør man gå ind på Skats hjemmeside og indtaste sine oplysninger under funktionen "Beregn skatten 2014". Det kræver, at man lige bruger lidt tid på det. Men man kan finde de vigtigste oplysninger på sine lønsedler,« forklarer Camilla Skovsbo Erichsen.
Man kan også vente, indtil årsopgørelsen ligger klar i løbet af marts.
»Men så skal man allerede betale en dag-til-dag-rente på 2,9 pct. fra årsskiftet, og jo længere man venter, jo højere bliver rentebetalingen. Men endnu dyrere bliver det, hvis man ikke betaler sin restskat for 2014 i løbet af de første seks måneder af 2015. Efter 1. juli kommer det nemlig et tillæg på restskattebeløbet, og det er for 2014 på 4,9 pct.,« fortæller Camilla Skovsbo Erichsen.
Alt efter hvor stor restskatten er, vil den i 2015 enten blive indregnet i skatten for det kommende år eller skulle betales i tre rater i august, september og oktober. Indregningsgrænserne for 2014 og 2015 findes her.
Camilla Skovsbo Erichsen har regnet på, hvad der skal betales i restskat med forskellige beløb og betalingstidspunkter. Renteudgifterne fremgår af tabellen:
Betalingsdato | Restskat på 5.000 kr. | Restskat på 10.000 kr. | Restskat på 15.000 kr. |
Inden 31. dec 2014 |
0 kr. |
0 kr. |
0 kr. |
1. april 2015 |
36 kr. |
72 kr. |
108 kr. |
30. juni 2015 |
72 kr. |
144 kr. |
216 kr. |
Fra 1. juli 2015 |
245 kr. |
490 kr. |
735 kr. |
Kilde: Skat og Sydbank
Renter og procenttillæg på restskat er ikke fradragsberettiget.