Størst tab på boliger i de små kommuner
Land- og yderkommuner står for 32 pct. af alle realkreditudlån. 43 pct. af realkreditsektorens tab kommer derfra.
Næsten halvdelen af tabene på boligmarkedet kommer fra de små kommuner.
Det viser nye tal fra Realkreditforeningen. Realkreditinstitutternes tab på boliger er ikke nær så store som ved den seneste boligkrise i slutningen af 1980'erne, men tabene denne gang tegner et uhyggeligt mønster på Danmarkskortet.
For tabene er ulige fordelt. Halvdelen af lånene er ydet til de større bykommuner, men tabene udgør kun en tredjedel, da boligen oftere kan sælges indenfor en normal periode.
»Boliger i land- eller yderkommuner er betydeligt sværere at sælge, og ender derfor oftere på tvangsauktion med efterfølgende tab,« siger direktør i Realkreditforeningen Karsten Beltoft.
Det er Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der har opgjort tabene. De udgør 5,4 mia. kr. fra 2009-2013 på ejerboliger. Størstedelen af tabet kommer fra land- og yderkommuner med 43 pct.
»Tabene er overrepræsenteret i land- og yderkommuner i forhold til, hvor mange lån der er givet. De høje salgstider, store udbud og lave priser er en giftig cocktail, der gør, at realkreditinstitutterne har flere relative tab i land- og yderkommuner,« forklarer Karsten Beltoft.
Opgørelsen viser, at realkreditudlånet til land- og yderkommuner er på 32 pct.
»Det harmonerer faktisk ganske godt med, at knap 30 pct. af ejerboligerne i Danmark er beliggende i disse kommuner. I forhold til værdier af ejerboligerne er andelen noget under 30 pct.,« siger Karsten Beltoft.