- Opdateret 22/12/2014 kl. 10:11
Boligmarkedet gemmer på en glædelig overraskelse
Nye tal fra Danmarks Statistik giver overraskende medvind til boligejerne.
Huspriserne er steget 3,9 pct. i år.
Samtidig er priserne for ejerlejligheder steget 8,4 pct.
Sådan lyder mandagens tal fra Danmarks Statistik, som har offentliggjort deres kvartalsvise ejendomsprisindeks for tredje kvartal.
Tallene er noget højere end indekset fra Realkreditrådet, som udkom for en uge siden, og det er positivt for Danmarks økonomi, mener boligøkonom i Nordea, Lise Nytoft Bergmann.
»Danmarks Statistik medtager boliger solgt uden om mægler, og derfor er deres tal mest præcise. Tallene fra Realkreditrådet tyder på, at der er blevet solgt flere boliger via mægleren, som måske har haft en dårligere beliggenhed eller af ringere kvalitet. Det er positivt, for i dårlige tider går køberne efter de mere sikre køb. Hvis vi kommer derhen, hvor der bliver solgt flere af de ringere boliger, er det tegn på stabilisering på boligmarkedet,« siger hun.
Overordnet set viser tallene fald i husprisen fra 2. til 3. kvartal. Meget almindeligt dog, for efteråret varsler som regel nedgang i købelysten. Region Hovedstaden er den eneste region, hvor huspriserne steg fra 2. til 3. kvartal. Det er derfor stadigvæk Hovedstaden, hvor boligmarkedet har mest fart på.
Fra 2. til 3. kvartal viser tallene fra Danmarks Statistik et fald i huspriserne på 0,2 pct. modsat Realkreditrådet husprisindeks, som viste fald på 1,1 pct.
Ser vi på lejlighederne viser tallene fra Danmarks Statistik en stigning på 0,9 pct. Realkreditrådets tal viser stigning på 0,3 pct.
Seneste år byder ifølge Danmarks Statistik på en stigning i huspriserne på 3,9 pct. og stigning i lejlighedspriser på 8,4 pct. Realkreditrådets prisindeks viste stigning i huspriserne på 1,4 pct. og stigning i lejlighedspriser på 4,6 pct
»Når man både præsterer stigende salg og stigning i huspriserne, så er det klart gode nyheder,« siger relationschef i Home, Mads Ellegaard.
Han er enig i Lise Nytoft Bergmanns analyse og siger, at de mange handler også er et udsagn om, at de lidt ældre villaer, som har stået til salg i markedet længe, begynder at blive solgt. Det trækker ned i statistikken, men er omvendt meget positivt for markedet.
Årsagen er billige renter, lyder det fra Danske Bank.
»Det har været et særdeles godt år for boligmarkedet, især i Hovedstadsområdet. Fremgangen på boligmarkedet er især trukket af, at vi har utroligt lave renter, der gør det billigt at finansiere boligkøb, ligesom også beskæftigelsen er steget. Begge to komponenter der er med til at trække efterspørgslen op,« siger analytiker i Danske Bank, Mikael Olai Milhøj.
Han oplyser, at huspriserne er steget 7,7 pct. på landsplan siden sidste bund i 1. kvartal 2012.
Alligevel skal man ikke være bleg for at indrømme, at der stadig er områder, der har det svært, siger Mads Ellegaard. Områder, hvor en nettofraflytning gør, at det kan være svært at få solgt sin bolig. Han mener dog alligevel, at de positive bølger, der oprinder fra Hovedstaden og de andre store byer, langsomt breder sig udad.
Og selvom prisudviklingen måske går langsomt, er det kun noget, vi skal være glade for, mener han.
»De voldsomme stigninger, vi tidligere har set på bl.a. lejligheder i København, er ikke godt, for køberne kan ikke følge med,« siger han.
Home forventer fortsat moderat stigende tendenser på både huspriserne og antal handler i 2015.
Du kan se tallene fra Danmarks Statistik herunder.
Ændring i pct. | Gennemsnit købesum |
||
Q2 - Q3 '14 | Q3 '13 - Q3 '14 | ||
Enfamiliehuse, hele landet | -0.2 | 3.9 | 1.903.000 |
Region Hovedstaden | 1.3 | 6.3 | 3.031.000 |
Region Sjælland | -1.3 | 1 | 1.515.000 |
Region Syddanmark | -2.1 | 1.2 | 1.356.000 |
Region Midtjylland | -1.3 | 1.9 | 1.678.000 |
Region Nordjylland | -0.6 | 5.7 | 1.336.000 |
Ejerlejligheder, hele landet | 0.9 | 8.4 | 1.887.000 |
Region Hovedstaden | 0.9 | 10.3 | 2.168.000 |
Region Sjælland | 0.6 | 1.4 | 1.178.000 |
Region Syddanmark | -1.3 | 0 | 1.088.000 |
Region Midtjylland | 1.9 | 2.8 | 1.613.000 |
Region Nordjylland | 2 | 4.2 | 1.146.000 |
Kilde: Danmarks Statistik. Q står for kvartal. Gennemsnitlig købesum er for et gennemsnitligt hus/lejlighed solgt i almindelig fri handel.