Betalingsvirksomhed spår kontantløst samfund
Pengesedler og mønter kan forsvinde helt fra samfundet, lyder det fra DIBS, der er med til at udbrede MobilePay hos butikker.
Tæl dine pengesedler og mønter, for de kan snart forsvinde.
Sådan lyder beskeden fra betalingsformidleren DIBS, som bl.a. er med til at udbrede MobilePay til danske butikker.
»Der kommer en masse betalingsformer, som gør, at du fremover kan handle ind med din telefon i lommen. Jeg tror, at betaling med kontanter kommer til ophør inden for en overskuelig fremtid,« siger Henriette Høyer, sales manager hos DIBS.
Hun peger bl.a. på MobilePay, Swipp og Apple Pay som nogle af de betalingsformer til mobiltelefonen, som kan vise sig at udkonkurrere kontanter.
Handel over mobiltelefoner i hastig vækst
Danske Bank, der står bag det hidtil mest populære betalingsapp til mobilen herhjemme, nemlig MobilePay, er dog ikke så skarpe i deres spådom.
»Der er ingen tvivl om, at mobilbetalinger bliver fremtiden, men det er forbrugerne, der bestemmer, hvor hurtigt det skal gå. Man vil fortsat kunne få kontanter i bankautomaterne,« siger Mark Wraa-Hansen, der er chef for MobilePay-divisionen i Danmark.
Betalingsformidleren Nets, der bl.a. står bag Dankortet, tør heller ikke spå om et kontantløst samfund.
»Vores opgave er at tilbyde flere løsninger, som er nemmere end kontantbetalinger, og der er kommet nogle stærke alternativer, men jeg tør ikke sige, om kontanterne forsvinder,« siger pressechef Søren Winge fra Nets.
Han peger på, at kontanterne er den mest omkostningstunge betalingsform for butikker og samfund, men at de stadig er meget populære.
Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Nationalbank fra 2009, udgjorde kontantbetalinger næsten halvden af de betalinger, som foregik i en forretning. I den samlede værdi af betalingerne udgjorde kontanter dog blot lidt over en tredjedel, da det typisk er mindre beløb, som betales kontant.
Desktoppen er død - de unge handler over mobil
Nets håber, at det kontaktløse Dankort, som fungerer ved, at man blot holder det op til en terminal, vil kunne konkurrere med kontantbetalingen.
»De kontaktløse kort, som er særligt hurtige og effektive, når det gælder småbetalinger, vil udfordre kontantbrugen yderligere, da kontanter står stærkest, når betalingen ikke er for høj,« siger Søren Winge.
En ekspert i betalingsformer ser heller ikke nogen tegn på, at nationalbanken har trykt de sidste pengesedler.
»Kontanter svinder med en til to pct. om året, men det bliver ikke i min tid, at de forsvinder. Vi bruger dem sjældnere og sjældnere, men der er stadig masser af steder, hvor vi bruger dem,« siger Henning N. Jensen, seniorpartner i Pluscon.