Investorer plukker succesfulde investeringsfonde
Danske investeringsfonde er generelt dårlige til at skaffe et godt afkast, men investorerne formår at finde frem til de gode.
Danske investorer rammer plet, når de placerer deres opsparinger i investeringsfonde. Selv om langt de fleste investeringsfonde leverer et dårligt afkast, formår investorerne nemlig i vid udstrækning at sortere de dårligste fra og vælge de bedste.
Det viser en omfattende analyse af de aktivt forvaltede investeringsfonde, som det uafhængige analysebureau Morningstar har lavet. Morningstar har i analysen set på, hvilke fonde danskerne har placeret pengene i, og hvordan disse fonde har klaret sig.
»Selvom hovedparten af aktivt forvaltede fonde generelt underperformer, er det lykkedes danske investorer at navigere rundt i det relativt store udbud på næsten 500 fonde, og overvægte de gode fonde,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen, der er chefanalytiker i Morningstar.
Over en femårig periode har investorerne fået et samlet merafkast på ca. 20,5 mia. kr. i de danske fonde, når man måler før omkostninger. Det svarer til 0,81 pct. om året, viser analysen. Et merafkast henviser til, at fondene har skabt et bedre afkast end det marked, de måler sig op imod.
»Det er fordi, der ligger mange penge i fonde, der gør det godt,« forklarer Nikolaj Holdt Mikkelsen.
I Nordea Invest er direktør Eric Pedersen begejstret for undersøgelsens resultater. Han sender en tak til bankerne, der rådgiver kunderne om, hvilke fonde, de skal vælge, når opsparingen skal placeres.
»Det glæder mig at se, at investorerne rammer rigtigt, og det tror jeg skyldes, at de får den rigtige rådgivning. Det siger jeg fordi, vi ved fra sidste års Gallup-undersøgelse, at langt de fleste private investorer søger og får rådgivning i deres bank,« siger Eric Pedersen.
Bankernes rådgivning omkring investeringsforeninger har været udsat for massiv kritik over de senere år, fordi kunderne automatisk betaler såkaldt formidlingsprovision til bankerne hvert eneste år, uanset om de benytter rådgivningen. Ifølge analysen fik bankerne sidste år 3,4 mia. kr. i formidlingsprovision.
Carsten Tanggaard, der er professor i finansiering ved Aarhus Universitet, tror ikke på, at bankernes rådgivning er pengene værd. Han mener ikke, at Morningstars analyse do9kumenterer, at det er rådgivningen, der får kunderne til at vælge de bedste fonde.
»Ikke mange tror på, at kunderne får gavn af den rådgivning, de får i bankerne, og den giver ikke udslag i et merafkast,« siger Carsten Tanggaard.