Kursbombe under Danmarkshistoriens billigste boliglån
Det er ikke uden risiko at vælge det billigste boliglån.
Det er oplagt at falde for fristelsen til at vælge et 30-årigt 1,5 pct. boliglån. Kursen på Danmarkshistoriens billigste fast forrentede lån er tæt på 94, og dermed er det attraktivt for de mere spekulative boligejere.
Men en kursbombe kan true det billige lån. Obligationsserien bag er relativt stor. Realkredit Danmark har givet 1,5 pct. lån lån for 8,5 mia. kr. Mange af dem, der har optaget lånet, er dog erhvervsvirksomheder, der typisk har en aktiv konverteringspolitik. Så hvis renten pludselig stiger, og der kommer en serie af opsigelser af lånet, er der en risiko for, at serien bliver illikvid.
Sker det, risikerer almindelige boligejere at komme i kursklemme. De kan ikke være sikker på at kunne indfri til en optimal kurs. Jo tættere en obligationsserie er på 5 mia. kr., desto større er risikoen for indlåsningseffekt.
Indlåsningseffekten kan være alvorlig, når renten stiger igen, og en låner vil indfri sit lån til dagskurs. Så vil han ikke kunne være sikker på at få en optimal kurs, fordi en eller få obligationsejere i princippet kan sidde på hele serien.
»Hvis nogle af de store lån indfries, kan det gå ud over likviditeten i fremtiden, og dermed kan der over tid opstå en risiko for indlåsningseffekt, som er større end på 2 pct.-lånet,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
Kun hvis man har en lang tidshorisont, giver det mening at optage 1,5 pct.-lånet til i omegnen af eksempelvis kurs 94, da det over 30 år vil være marginalt billigere end 2 pct.-lånet.
»Der vil dog ved dagens kurser samlet set kun være en forskel på 10.000 kr. over en 30-årig periode i den samlede ydelse efter skat, hvis man har lånt 1 mio. kr.,« konstaterer Christian Hilligsøe Heinig.
Realkredit Danmarks primære anbefaling er fortsat 2 pct.-lånet, da kursrisikoen trods alt er mindre, og der er samtidig også en bedre likviditet i disse obligationer. Det er en fordel, hvis man aktivt overvejer at benytte muligheden for at reducere sin restgæld i tilfælde af fremtidige rentestigninger.
Der er ingen risiko for indlåsningseffekt på 2 pct.-lånet. Realkredit Danmark alene har udbetalt lån for næsten 29 mia. kr. i varianten med afdrag og godt 12 mia. kr. i varianten uden afdrag.