Denne bil har særstatus i Danmark
En ny model er nu på vej ud til kunderne, men ejerne af brugte VW up'er behøver ikke frygte et større værditab.
Mikrobilen Volkswagen up! har de seneste fire år haft særstatus på det danske bilmarked. Måned efter måned har den været den bedst sælgende model blandt de nye personbiler. 45.000 VW up'er er der foreløbig blevet leveret til de danske bilkøbere.
Men i juli var modellen ikke længere at finde på listen over de 20 mest solgte modeller. Til gengæld forventer man hos Volkswagen i Danmark, at den igen vil være at finde på listen for august.
»De gamle modeller er solgt ud, og vi har netop fra denne uge fået lov til at udlevere de første biler af den faceliftede model. Det skyldes, at bilen sælger langt bedre i Danmark end nogen andre steder. De øvrige lande kan først begynde at udlevere den nye model fra uge 34,« fortæller Søs Righolt, der er pressechef for Volkswagen Danmark.
Den nye model fortsætter med prisniveauet fra den nu gamle model. Dog har Volkswagen i Danmark nu taget modellen med 75 hk ud af programmet og erstattet den med en udgave med 90 hk.
»Vi har med den gamle model bevidst fravalgt kampagner med meget lave priser. Den politik fortsætter med den nye model. Kampagnerne vil i stedet være rettet mod mere udstyr,« siger Søs Righolt.
Den politik kan ejerne af brugte VW up'er være glade for, vurderer Jan Lang, der er analytiker for bilhandelspladsen Bilbasen.dk. Det betyder nemlig, at ejerne af de brugte biler ikke behøver at frygte et markant prisdyk, selv om der nu kommer en ny model.
»Volkswagen up! har på den måde en særstatus på det danske bilmarked. Det er en populær bil, der på en måde er uden for kategori. Den har holdt prisen bedre end konkurrerende modeller, der i højere grad har været udsat for store udsving i priserne. Up'en har simpelthen været mere prisfast,« forklarer Jan Lang.
Han henviser til, at der lige nu er cirka 300 brugte VW up'er til salg i Danmark.
»Det er et meget lavt antal, når man tænker på, at der er solgt 45.000 i Danmark. Det er også væsentligt lavere end andre mikrobiler,« tilføjer Jan Lang.
Han vurderer også, at stor efterspørgsel vil være med til at holde prisen op på de brugte biler. Samtidig vælger mange familier at beholde mikrobilen som bilen nummer to.