Huskøberne i hovedstaden har trukket bremsen
Køberne søger tilsyneladende længere væk fra storbyen, viser en opgørelse fra Boligsiden.
Der er altid myldretid i København. Når man sidder i eftermiddagstrafikken på motorvejen på en almindelig hverdag, når man går på Strøget i weekenden, og når man befinder sig i ejendomsmæglernes køberkartoteker.
Men selvom boligmarkedet i og omkring hovedstaden typisk lever sit eget vilde liv, viser tendensen i første halvår af 2016, at der er solgt færre villaer og rækkehuse i Region Hovedstaden end i samme periode i fjor.
Det skriver Boligsiden.dk.
Sammenlignet med den tilsvarende periode i 2015 ligger antallet af solgte villaer og rækkehuse i regionen 9,5 pct. lavere i år, og det er på trods af, at man i beregningen har inkluderet Bornholm, som faktisk har solgt næsten 3 pct. flere huse i år i forhold til året før.
Det kan skyldes, at prisudviklingen får køberne til at flytte blikket ud i de øvrige sjællandske kommuner, siger kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz, i en pressemeddelelse.
En anden forklaring er, at Finansrådet for nylig har indført to nye stramninger, der har gjort det sværere at låne penge i banker og realkreditinstitutter - ikke mindst til boligkøb. Stramningerne skal netop stabilisere boligmarkedet i de boligområder, hvor priserne er steget mest - primært København og Aarhus.
Mens salget i hovedstaden ikke kan hamle op med tallene fra sidste år, er er antallet af solgte villaer og rækkehuse i Region Sjælland således steget med 1,2 pct.
Det er dog ikke alle kommuner i Region Hovedstaden, der halter bagefter. Gladsaxe har oplevet en stigning på 4 pct., mens antallet i Frederikssund er steget med 10 pct. Kommunerne Egedal og Vallensbæk er begge på niveau med sidste år.
Til gengæld er antallet af hushandler næsten halveret i Frederiksberg, hvor der er solgt 43 pct. færre huse end i fjor, samt i Herlev, hvor salget er faldet med 44 pct. I Dragør, Hvidovre, Ishøj og Lyngby-Taarbæk er antallet af handler faldet med over 20 pct. i perioden.