Hver tredje risikerer at overse regnefejl på lønsedlen
Især de unge er dårlige til at tjekke deres lønsedler, viser en undersøgelse fra Deloitte.
Når lønnen tikker ind på kontoen i begyndelsen af måneden, vælger mange at stole blindt på arbejdspladsens regnestykke.
Ifølge en ny undersøgelse fra Deloitte har 60 pct. af danskerne ikke tjekket deres lønseddel inden for den seneste måned, og hver tredje har ikke gjort det inden for det seneste år.
Det er dog uklogt ikke at dobbelttjekke tallene, advarer Deloittes løn-ekspert Lizette Jørgensen. Ifølge hende, sker der masser af fejl på lønsedlerne.
»Erfaringerne viser, at ca. hver fjerde lønseddel er behæftet med fejl på grund af komplicerede udregninger. Mange får jo både en grundløn, nogle faste tillæg, enkeltstående tillæg, bonusudbetalinger, feriepenge og forskellige godtgørelser. Så der er god grund til at tjekke, om alting stemmer,« siger hun.
Fejlene på lønsedlerne gemmer sig typisk i manglende tillæg, forkert overtidsbetaling og forkert opgørelse af ferie. Deloitte ser desuden typisk fejl i opgørelsen af forskellige personalegoder, hvoraf nogle er skattepligtige, mens andre ikke er.
Blandt unge mellem 18 og 30 år svarer 35 pct., at de aldrig har regnet tallene på lønsedlen efter for at sikre sig, at de stemmer.
Selvom det er sjældent, at en virksomhed forsøger at snyde sine medarbejdere for løn, kan der godt ske fejl, understreger Lizette Jørgensen.
»Man skal huske, at man begiver sig ind i en regeljungle, når man som virksomhed skal udbetale løn til sine medarbejdere. Selv med de bedste intentioner kan der meget let ske fejl. Så det er i alles interesse, at man holder øje,« siger hun.
I fjor viste en undersøgelse fra fagforeningerne LO og FTF, at 52 pct. af modtagerne havde oplevet at finde fejl på deres lønseddel, når de regnede tallene efter.
Fagforeningerne gav flere eksempler på, at regnefejlene kan blive en dyr affære for medarbejderne. En lærer havde eksempelvis ikke fået sit tillæg, hvilket kostede ham 28.500 kr. på et år, mens to lærlinge til sammen gik glip af 85.000 kr.