Konvertering kan stadig være en god forretning selvom fristen er udløbet
Selvom opsigelsesfristen på 2 pct. lånet for nylig er overstået, er konverteringsvinduet i høj grad åbent, siger Realkredit Danmark.

Det 30-årige 2 pct. lån med afdrag har været på rekordkurs efter en sommer med flere store begivenheder.
Lånet handles i øjeblikket i et niveau omkring 98,8, hvilket er de højeste kursniveauer, siden kronekrigen rasede i begyndelsen af 2015, skriver Realkredit Danmark. Siden juni er kursen steget med omtrent 2,8 kurspoint.
Det skal ses i lyset af, at briterne i juni stemte sig ud af EU, en øget global økonomisk usikkerhed og en forventning om en mere lempelig pengepolitik fra centralbankerne end ellers, forklarer cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
»Alene i sidste uge så vi den britiske centralbank gå aggressivt til værks med bl.a. en rentenedsættelse og en udvidelse af deres opkøbsprogram af obligationer. Det har også øget spekulationerne omkring, hvorvidt den europæiske centralbank kan tænkes at lempe pengepolitikken yderligere via en udvidelse af deres opkøbsprogram, og samtidig har brexit efter alt at dømme øget sandsynligheden for, at den næste renteforhøjelse i USA er blevet skubbet længere ud i tid,« skriver han i en kommentar.
Opsigelsesfristen på det fastforrentede 2 pct. lån udløb i slutningen af juli, og det har formentlig også været med til at skubbe kursen op. Her oplevede man en konverteringsbølge med opsigelser for næsten 50 mia. kr.
»Alene den sidste uge op til opsigelsesfristen blev der konverteret lån for tæt ved 20 mia. kroner, og her søgte låntagerne primært over mod det fastforrentede 2 pct.-lån. Det øgede i sagens natur udbuddet af 2 pct.-obligationer, hvilket alt andet lige har givet et nedadgående tryk på kursen,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Det betyder, at de låntager, der ikke nåede at få konverteret deres lån umiddelbart før opsigelsesfristen ikke er dårligere stillet, hvis de konverterer i dag, selvom der er større udgiver til differencerenter. Dermed er konverteringsvinduet i høj grad stadig åbent.
»Kursstigningerne betyder også, at vi helt generelt anbefaler en konvertering fra det 30-årige 3 pct.-lån med afdrag til det 30-årige 2 pct.-lån. En sådan konvertering har med sikkerhed tjent sig hjem inden for en tidshorisont på cirka seks år. Og ender det med, at man indfrier lånet før tid, og renten på dette tidspunkt er højere end i dag, har konverteringen lynhurtigt tjent sig hjem,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Det gælder i sagens natur ikke, hvis man inden for en kort tidshorisont har planer om at sælge sin bolig.
»Som altid skal man som almindelig boligejer passe på med at spekulere for meget i kursudviklingen, som hurtigt kan rykke i den ene eller anden retning. Vi anbefaler derfor også boligejere, der overvejer konvertering, at tage udgangspunkt i den aktuelle situation og holde gevinsten ved konvertering op imod omkostningerne ved konvertering. Synes man, at det ser attraktivt ud her og nu, så er det bare at få trykket på knappen,« siger Christian Hilligsøe Heinig.