Boligejere med flekslån får historisk lave renter
Landets største realkreditinstitut har afsluttet auktion - og den endte med rekorder.
Boligejere over hele landet kan glæde sig over, at deres realkreditlån bliver billigere i månedlig ydelse. Nogle skal imidlertid af med en smule mere.
Tirsdag afsluttede Nykredit og Totalkredit de rentetilpasningsauktioner, der afgør, hvilken rente tusindvis af boligejere skal betale pr. 1. oktober. Både F1-, F3- og F5-renten satte rekord med en rente på hhv. -0,05 pct., -0,01 pct. og 0,19 pct.
Til sammenligning var de hidtidige renterekorder fra februar 2015 på hhv. 0,4 pct., 1,01 pct. og 2,09 pct.
Konsekvensen er, at boligejere med F3- og F5-lån nu skal betale mindre i månedlig ydelse. Boligejere med F1-lån skal dog betale en smule mere på grund af en stigning i bidragssatserne.
»F5-låntagerne går det største ydelsesfald i møde på omkring 5.000 kr. om året pr. lånte million, mens F3-låntagerne kan se frem til omkring 1.000 kr. mere mellem hænderne om året,« siger Jeppe Borre, seniorøkonom hos Nykredit.
Udover renter skal boligejere betale kursskæring og bidragssats. Sidstnævnte er bidraget til realkreditinstituttet for at administrere lånet. Og da Nykredit har sat bidragssatserne op, er det med til at mindske gevinsten ved renterekorden.
De lave renter er bl.a. et udtryk for den usikkerhed, der er opstået blandt investorer efter Storbritanniens beslutning om at melde sig ud af EU-samarbejdet.
Og det er ikke kun flekslånere, som har grund til at juble. Bl.a. er kursen på det 30-årige fastforrentede lån med en rente på 2 pct. kravlet over kurs 98,50 - og dermed tilbage på rekordniveau.
»Det er et lån, som nåede at blive sagnomspundet, da det forsvandt med rekordfart sidste år, men altså nu er blevet en brandvarm mulighed igen,« siger Jeppe Borre.
Der har været auktioner for 40,5 mia. kr. rentetilpasningslån i Nykredit og Totalkredit.