Fleksrenten banket i bund. F5-renten danser omkring 0
Fire typer flekslån har nu negativ rente.
Renterne på flekslån falder fortsat, og efter dårlige nøgletal fra USA mandag er F5-renten tæt på 0. Flekslån med 1 til 4-årig løbetid har alle negativ rente.
I BRFkredit er renten på F5-lånet nu nede i 0,07 pct. Det betyder, at de rene renteudgifter på et sådant lån holder sig under 1.000 kr. om året i fem år. Hos Realkredit Danmark er renten 0,12 pct.
F1-renten fortsætter også faldet. Hos BRFkredit er renten -0,36 pct., hos Realkredit Danmark -0,24 pct.
Fleksrenterne har længe befundet sig i negativt territorium, men fik altså et tryk nedad mandag. Det skyldes, at tilliden hos de amerikanske servicevirksomheder, der har holdt gang i opsvinget, faldt markant og overraskende. Faldet kan få konsekvenser for lysten til at hæve renten i USA.
Rentesatser | F1 | F3 | F5 |
BRFkredit | -0,36 | -0,19 | 0,07 |
Realkredit Danmark | -0,24 | -0,10 | 1,12 |
Renteniveauet i USA er lavt, men noget højere end i Europa. Renten er således ikke negativ i USA, men det var ventet, at renten sættes op muligvis allerede i år. Men hvis væksten aftager i USA, kan det betyde, at renteforhøjelsen udskydes igen.
De historisk lave rentesatser betyder, at man i Realkredit Danmark i dag kan låne 1 mio. kr. for blot 618 kr. om måneden efter skat, hvis man vælger et afdragsfrit lån. Ydelsen er med bidrag. Den negative rente modregnes i bidraget.
Til sammenligning koster billigste afdragsfrie obligationslån 1.908 kr. om måneden efter skat.