Politisk flertal afviser rabat til boligejere, der skifter realkreditselskab
Blå blok i Folketinget vil ikke følge anbefalingen fra et ekspertudvalg om at gøre det billigere at skifte realkreditinstitut.
Blå blok i Folketinget vil ikke følge anbefalingen fra et ekspertudvalg om at sløjfe en del af omkostningerne for boligejere, der skifter realkreditinstitut.
Det skriver TV2, som har foretaget en rundspørge blandt partierne.
Allerede da udvalget i sidste uge offentliggjorde en længe ventet rapport om realkreditmarkedet, var der stor uenighed om netop det forslag, som går på at fjerne kurtage, kursskæring og flyttegebyret for boligejere, som forlader et realkreditselskab som følge af varslede prisstigninger. Der er tale om omkostninger på ca. 3.000 kr. pr. million i lån og dermed en mindre del af de samlede flytteomkostninger.
Blå blok vil være med til at fjerne flyttegebyret, men ikke kurtagen og kursskæringen, som kunderne skal betale til det selskab, de forlader. Derudover skal kunderne betale omkostninger til det nye selskab - det bliver der ikke pillet ved i fremtiden.
»Vi kan ikke støtte udvalgets forslag, fordi det vil efterlade en regning for de trofaste kunder, så derfor vil vi ikke være med til at give denne rabat til boligejere, der vil ud af deres nuværende lån. Vi vil ikke støtte, at de udgifter, der betales for indfrielse af lån før tid, skal betales af de andre boligejere,« siger erhvervsordfører Hans-Christian Skibby (DF) til TV 2 Business.
Ifølge TV2 er regeringen, Liberal Alliance og de konservative også imod forslaget.
Finans kom i besiddelse af udvalgets rapport dagen før dens offentliggørelse, og allerede på det tidspunkt kritiserede en ekspert udvalgets forslag om at sløjfe flytteomkostningerne.
»Så vil realkreditselskaberne i stedet lægge den omkostning oven i de øvrige omkostninger, så resultatet bliver en højere bidragssats. Dermed bliver det dyrere for alle. De mange, der ikke skifter selskab, kommer til at betale for de få, der skifter,« sagde seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet til Finans.
Dermed får realkreditselskaberne deres vilje. De har via deres interesseorganisationer været imod forslaget, som derfor blev stillet af et uenigt ekspertudvalg.
Der er dog udsigt til, at udvalgets øvrige forslag til at øge mobiliteten på realkreditmarkedet kan gå glat igennem Folketinget. De går bl.a. på at realkreditinstitutter og banker skal fortælle, hvorfor de hæver priserne, og at der skal gives et varsel på fire måneder for realkreditlån og prioritetslån i stedet for de nuværende henholdsvis tre og en måned.