Salget af dyre huse slår alle rekorder
Huse over 6 mio. kr. fylder stadig mere og mere i salgsstatistikkerne.
Det er lige før, at salget af dyre huse skal passe på med ikke at få en fartbøde. For mens salget af huse til mere end 6 mio. kr. udgjorde 1,5 pct. af den samlede handel i 2006, hedder tallet 2,5 pct. i slutningen af 2015.
Og faktisk har andelen af dyre huse ikke fyldt så meget på noget tidspunkt de seneste 10 år.
»Vi har aldrig haft så stor en andel oppe i denne dyre kategori over 6 mio. kr.,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør på Boligsiden.dk.
Den høje andel af dyre huse, som er blevet solgt, skal endda ses i lyset af, at salget af huse i billigere områder af landet er højt.
»Hvis du eksempelvis ser på Syd- og Vestsjælland, bliver der solgt flere og flere boliger her, og de er generelt relativt billige. Det sætter det i relief, at salget af huse til mere end 6 mio. kr. fylder 2,5 pct. af det samlede salg,« siger Birgit Daetz.
Hvis hun kigger på salget at dyre huse i indeværende år, ser det ud som om, at det er faldet i forhold til sidste år til 2,4 pct., men det skal man ifølge boligsiden.dk ikke lægge for meget i.
I august i år blev der solgt omkring 150 flere villaer og rækkehuse end i samme måned sidste år.
»Det er sådan, at det går hurtigere med at få salget af de billigere huse registreret. Statistikken indeholder derfor en forsinkelse, og derfor giver det ikke rigtig mening at kigge på de seneste tal endnu,« siger Birgit Daetz.
Generelt går boligerne som varmt brød mange steder i landet.
»I august i år blev der solgt omkring 150 flere villaer og rækkehuse end i samme måned sidste år. Det samme gælder i øvrigt for ejerlejligheder, så der er rygende travlt hos ejendomsmæglerne,« siger Birgit Daetz.
Fra januar til og med august i år er der solgt 28.410 villaer og rækkehuse samt 13.100 ejerlejligheder og 5.000 sommerhuse. Der bliver solgt flest lejligheder i København og omegn, mens villaer og rækkehuse storhitter i Østjylland - der er foreløbig solgt 4.547 af slagsen i området fra januar til august i år.