Ny fupkampagne kan blive en dyr fornøjelse
Forbrugerombudsmanden varsler om en ny, falsk kampagne på det sociale medie Instagram.
Man skal tænke sig grundigt om, før man lader sig forblænde af et knaldtilbud på designerundertøj, der ser ud til at komme fra Zalando.
Finans har tidligere beskrevet, hvordan fupkonkurrencer i stor stil trives på Facebook, men nu advarer Forbrugerombudsmanden om et sponsoreret opslag på det sociale medie Instagram.
Når man klikker sig videre, viser det sig, at man ikke er ved at købe undertøjet, men at man derimod kan betale sig fra at deltage i en konkurrence om det.
Med små bogstaver står det desuden anført, at man samtidig tegner et medlemsskab hos internettjenesten BytesBehindBars til 299 kr. om måneden.
Forbrugerombudsmanden har holdt øje med opslaget og kan konstatere, at negative kommentarer på opslaget – særligt oplysninger om abonnementet – bliver slettet, så nytilkomne ikke ser advarslerne om abonnementsfælden.
»Falske konkurrencer florerer i den grad på sociale medier og på nettet. Jeg opfordrer forbrugerne til at være ekstra kritiske over for de tilbud og konkurrencer, de benytter - særligt hvis de samtidig skal give deres betalingsoplysninger,« siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, i en pressemeddelelse.
Ikea har ved flere lejligheder fået misbrugt sit varemærke i lignende falske konkurrencer. I en af dem kunne man gennem Facebook deltage i en konkurrence om at tømme en Ikea-butik, hvis man indbetalte 5 kr.
Dem, der deltog, fik i stedet trukket 499 kr. til et medlemsskab på en datingside.
På Trustpilot skriver flere brugere imidlertid, at de er blevet snydt af tilbud og konkurrencer i tjenestens navn.