Private elkunder må vinke farvel til loft over elregningen
DF fik i 2014 indført et loft over husstandenes grønne afgiftsregning. Et loft, som siden er solgt til danskerne som en guldrandet forsikring mod grønne milliardregninger. Lige indtil nu.
Danmarks 2,6 mio. husstande har med et snuptag mistet et afgørende sikkerhedsnet under elregningen.
I sommeren 2014 lagde Dansk Folkeparti stemmer til en vækstplan fra den daværende SR-regering. Et led i den politiske byttehandel var en aftale om, at husstandenes årlige betaling af grøn elafgift – den såkaldte PSO-afgift - ikke overstiger 1,8 mia. kr. frem mod 2020.
Men med indgåelsen af en ny PSO-aftale vil private husstande opleve, at PSO-regningen sprænger loftet både i 2016 og i de kommende år.
»Sådan er politik jo. Det var det, vi måtte give os på,« siger finansordfører René Christensen (DF).
Tal fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet viser, at det manglende afgiftsloft vil koste private elkunder 1,6 mia. kr. ekstra i perioden 2017-2020. Hertil kommer en merudgift i indeværende år på 1,5 mia. kr.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
PSO-loftet har ellers været en mærkesag for DF, fordi vækstaftalen fra 2014 udskrev en ny afgiftsregning til private elkunder på 3,7 mia. kr., mens erhvervslivet fik en direkte PSO-rabat på 7,9 mia. kr.
Da I indgik aftalen om PSO-loftet i 2014 med SR-regeringen, blev I altså tørret godt og grundigt?
»Nej, det gjorde vi ikke. Men vi har siddet i en situation (med den nye PSO-aftale, red.), hvor vi skulle finde et flertal. Der var masser af ting på bordet for at løse dette, og vi synes, at vi kunne leve med et kludetæppe af forskellige finansieringskilder,« siger René Christensen i dag om forløbet, der førte til et farvel til PSO-loftet.
Det ser ud som om, at DF enten bevidst er løbet fra deres løfte eller er blevet snydt til at tro på regeringens talmagi.
Parcelhusejernes Landsforening har ikke meget tilovers for DF’s forklaringer.
»I forvejen er PSO-loftet blevet sprængt flere gange, og hver gang har DF haft travlt med bortforklaringer. Imens regningen er landet hos husholdningerne,« siger landsformand Allan Malskær med henvisning til, at husstandene både i 2015 og 2016 har betalt langt mere end de lovede 1,8 mia. kr.
Aftale om afskaffelse af PSO-afgiften
Enhedslisten, der står uden for den nye PSO-aftale, er heller ikke imponeret.
»Det ser ud som om, at DF enten bevidst er løbet fra sit løfte eller er blevet snydt til at tro på regeringens talmagi,« siger finansordfører Pelle Dragsted (EL).
Den nye PSO-aftale betyder, at det fra 2022 alene er husholdningerne, der skal betale regningen for den grønne omstilling. En regning der i 2016 ventes at løbe op i 8,3 mia. kr. for virksomheder og private elkunder.