Privatøkonomi

Sådan undgår du at blive snydt på deal-sites

Det kan betale sig at gå grundigt til værks, når man leder efter tilbud på nettet.

Det kan være skønne spildte penge at købe et deal-tilbud, hvis ikke forbrugerne er opmærksomme. Arkivfoto: Lærke Posselt

Der findes et stort udbud af de såkaldte deal-sites, hvor kunder bliver lokket med gode tilbud på alt fra rejser til bilvask.

Men det kan være en jungle at finde rundt i, og ofte er det svært at gennemskue, om tilbuddene er så gode, som de giver sig ud for at være.

Finans har derfor talt med Carsten Strøjer, som er specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden. Her får du tre gode råd til, hvordan du undgår at lade dig forblinde af de tilsyneladende gode tilbud på deal-sitesene.

  1. Tjek flere steder
    »Mange af de tilbud, man kan finde på deal-sites, er ikke enestående. Derfor er det vigtigt, at man som forbruger tjekker flere steder, for at se om det kan findes billigere. Som regel er tilbuddene på deal-sites tilbud fra andre, som eksempelvis restauranter eller rejsebureauer. Her er det en god idé at tjekke prisen direkte hos leverandøren, for at se, om deal-tilbuddet nu er så godt, som det lyder,« siger Carsten Strøjer.
  2. Vær opmærksom på begrænsninger.
    »Når man køber et tilbud på et deal-site, er der for det meste sat nogle begrænsninger på. Det kan eksempelvis være, at man kun kan få foretaget et biltjek mellem kl 10-11 i hverdagene, altså midt i arbejdstiden, eller lignende. Det er vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme på, om de kan opfylde de betingelser, der er i dealen. Typisk gælder tilbuddene på tidspunkter, f.eks. også restaurantbesøg, hvor der ikke er mange kunder i butikken,« siger Carsten Strøjer.
  3. Tjek altid gyldighedsperioden.
    »Det er vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme på, om de kan nå at indløse tilbuddet, inden det udløber. Eksempelvis i forbindelse med rejser, vil der typisk være bestemte datoer, hvor købet gælder til. Her skal man være sikker på, at man kan rejse, inden man køber, for har du først gennemført købet, kan det være det svært at få pengene retur, hvis rejsetidspunktet ikke passer dig alligevel, eller gyldighedstidspunktet er overskredet,« siger Carsten Strøjer.
Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også