Privatøkonomi

Her er verdens ti dyreste og billigste rejsedestinationer

København er det dyreste skandinaviske rejsemål og ligger på top 3 over verdens ti dyreste feriebyer.

New York er ifølge Hoppas undersøgelse den næstdyreste by at feriere i. Foto: J. David Ake/AP Photo.

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og hvis ikke det allerede er gjort, er det ved at være tid til at bestille en rejse -  måske en storbyferie?

Er du i tvivl om, hvor turen skal gå hen, kan du passende læse med her. Rejsebureauet Hoppa har nemlig udgivet en oversigt over verdens dyreste og billigste rejsemål, der indeholder 84 steder. Og prisforskellene er store - op til 1.100 kroners forskel pr. døgn mellem den dyreste og billigste by.

Opgørelsen, som tager udgangspunkt i prisen på overnatning, mad, drikke, taxa og underholdning pr. person pr. døgn, kårer den nordschweiziske by Zürich til det dyreste rejsemål. Her er gennemsnitsprisen i omegnen af 1.470 kr. pr. døgn pr. person.

Den amerikanske metropol New York indtager andenpladsen, mens København er sidste by i top 3. Her er gennemsnitspriserne pr. overnatning henholdsvis ca. 1.356 og knap 1.300 kr.

På fjerde- og femtepladsen finder man hovedstæderne i vore skandinaviske nabolande, Oslo og Stockholm.

De ti dyreste rejsemål er:

1. Zürich, Schweiz - 1.469 kr.

2. New York, USA - 1.356 kr.

3. København, Danmark - 1.299 kr.

4. Oslo, Norge - 1.270 kr.

5. Stockholm, Sverige - 1.130 kr.

6. Venedig, Italien - 1.095 kr.

7. Amsterdam, Holland - 1.090 kr.

8. Honolulu, Hawaii (USA) - 1.071 kr.

9. Rom, Italien - 1.063 kr.

10. Caracas, Venezuela - 1.061 kr.

Mens hotelovernatninger ifølge Hoppa gennemsnitligt er dyrest i New York, kan man passende vende blikket mod en række østeuropæiske eller mellemamerikanske destinationer. Her koster indkvarteringen i visse tilfælde en femtedel af, hvad en nat i den amerikanske storby ville koste. Et eksempel herpå er Sunny Beach i Bulgarien, hvor et hotelværelse i snit koster 322 kr.

De ti billigste rejsemål er:

1. Sofia, Bulgarien - 329 kr.

2. Kairo, Egypten - 337 kr.

3. Cartagena, Colombia - 342 kr.

4. Bukarest, Rumænien - 378 kr.

5. Antalya, Tyrkiet - 379 kr.

6. Siem Reap, Cambodja - 387 kr.

7. Kiev, Ukraine - 403 kr.

8. Manila, Filippinerne - 404 kr.

9. Mexico City, Mexico - 436 kr.

10. Sliema, Malta - 445 kr.

BRANCHENYT
Læs også