Privatøkonomi

Pas på: Laveste rente på billån er ikke altid billigst

Det er vigtigt at forhandle om betingelserne, inden man optager et billån. Der er noget at hente, viser ny undersøgelse.

Det er næsten altid muligt at få en form for rabat på prisen, når man køber bil. Men man bør også kunne få rabat på billånet. Arkivfoto Foto: Peter Hove Olesen /Polfoto

Pas på med blindt at vælge billånet med den laveste rente. I den sidste ende kan det blive dyreste løsning, lyder advarslen fra den uvildige bankportal Mybanker.

Renten i banken skal faktisk helt op på 10 pct., før et banklån bliver dyrere end et lån hos bilforhandleren med en rente på 2,45 pct. Kan man få renten ned på 5 pct. i banken, er det den bedste forretning.

Mybanker har undersøgt, hvordan omkostningerne fordeler sig på tre forskellige løbetider på et lån til en lille bil til 100.000 kr.

I eksemplet lægges der 20.000 kr. til udbetaling. De resterende 80.000 kr. skal lånes enten i banken eller hos bilforhandleren. I dette eksempel er der taget udgangspunkt i Peugeot.

Lånene etableres på følgende betingelser:

  • Bilforhandler: 2,45 pct. i rente. Etableringsomkostninger på 18.250 kr.
  • Bank: 5,00 pct. i rente. Etableringsomkostninger på 4.650 kr.
  • Bank: 10,00 pct. i rente. Etableringsomkostninger på 4.650 kr.

  2 år 4 år 6 år 8 år
Bank 5% 9,6% 6,7% 5,8% 5,3%
Bank 10% 13,7% 10,8% 9,8% 9,3%
Forhandler 2,45% 24,9% 13,1% 9,3% 7,4%

  2 år 4 år 6 år 8 år
Bank 5%  7.651 10.628 13.699 16.864
Bank 10%  0.746 16.980 23.585 30.553
Forhandler 2,45%  19.943 21.595 23.274 24.979

Kilde: Mybanker.dk

»Undersøgelsen viser tydeligt, at det er vigtigt for kunden at finde ud af, hvor længe vedkommende regner med at have lånet. Det kan nemlig have konsekvenser for det samlede regnestykke, om man skal have bilen i to, tre eller flere år,« siger kommunikationschef i Mybanker, Peter Jensen.

Hvis man beholder billånet i hele løbetiden på otte år, vil banklånet med en rente på 5 pct. være den billigste løsning. Dernæst kommer lånet hos bilforhandleren og til sidst banklånet på 10 pct.

Sådan forhandler du om billånet
Hos bilforhandleren:
  • Forhandl om etableringsomkostningerne.
  • Selv om renten er lav, så skal du ikke acceptere et særligt højt gebyr til etablering.
  • Bed om at få gebyret opdelt, så du kan se, hvad der tilfalder staten, og hvad der tilfalder bilforhandleren. Statens andel er ikke til forhandling, men bilforhandlerens andel bør kun udgøre nogle få tusinde kr.

På otte år sparer man over 8.000 kr. på det billigste banklån, selv om renten i banken er dobbelt så høj. Vælger man en løbetid på seks år, er omkostningerne til det dyre banklån og forhandlerlånet stort set ens, selv om renten er fire gange så høj i banken, som hos forhandleren.

Jo kortere tid man har bilen, desto dyrere bliver finansieringen hos bilforhandleren på grund af de meget høje etableringsomkostninger. Jo mindre lånebeløbet er, desto dyrere vil forhandlerlånet være.

»På biler, der koster 250.000 kr. eller derover, kan forhandlerlånet godt være konkurrencedygtigt, da etableringsomkostningerne her udgør en meget mindre del af lånet,« konstaterer Peter Jensen.

Han opfordrer alle bilkøbere til at forhandle om betingelserne for lånet, inden det optages. Der kan være penge at spare ikke mindst på etableringsomkostningerne.

BRANCHENYT
Læs også