Privatøkonomi

Martin Thorborg viser, hvad han betaler i skat: »Jeg har intet at skamme mig over«

En debat på Twitter fik it-rigmanden Martin Thorborg til at lægge sit kontoudtog åbent frem. Han er træt af at blive mistænkeliggjort.

Martin Thorborg er bedst kendt for i sin tid at have stiftet it-portalen Jubii, som han solgte for en formue. Foto: Joachim Ladefoged

Den danske iværksætter og mangemillionær Martin Thorborg er ikke bange for at kaste sig ind i en debat - heller ikke når det drejer sig om, hvor meget han bidrager til det danske samfund i form af skattekroner.

Så da en kvinde på Twitter i weekenden antydede, at Martin Thorborg ikke betaler den skat, han skal, gjorde it-rigmanden noget, der siden er blevet delt og debatteret flittigt.

Martin Thorborg lagde et billede af sit kontoudtog ud på Twitter. Her fremgår det, at Thorborgs holdingselskab, Cloud1 ApS, i juni overførte over 9 mio. kr. til Skat.

»Det var en pludselig indskydelse at lægge kontoudtoget frem. Det var foranlediget af, at jeg følte mig stødt og ked af det. Og så tænkte jeg: Hvis denne kvinde insinuerer, at jeg bedrager og ikke betaler skat, må jeg jo vise hende, at det ikke er tilfældet,« siger Martin Thorborg.

Martin Thorborg er bedst kendt for i sin tid at have stiftet it-portalen Jubii, som han solgte for en formue. Siden har iværksætteren stiftet - og investeret i - en række virksomheder, heriblandt Dinero og Ageras, der begge er blevet solgt for større millionbeløb.

Den succesfulde iværksætter siger, at han generelt føler sig mistænkeliggjort af danskere, som tror, at han ikke betaler den skat, han skal.

»Og det pisser mig af. Jeg har intet at skamme mig over. Jeg er faktisk stolt over mit bidrag til det danske samfund. Jeg forventer ikke et tak, men når jeg bliver svinet og mistænkeliggjort, reagerer jeg,« siger Martin Thorborg.

»Folk tror, at tjener man mange penge, betaler man nærmest intet i skat, fordi man sikkert har en smart revisor, der kan trække det hele fra, og derudover har kontoer i Panama eller andre skattely. Sådan er det ikke. I hvert fald ikke for mig,« lyder det fra it-rigmanden.

Udover sin skattebetaling på 9,1 mio. kr. i juni skal Martin Thorborg til november betale omkring seks mio. kr. i personskat, siger han. Dertil kommer ejendomsskat, skat fra salget af Dinero og Ageras mv.

Selv siger Martin Thorborg, at han intet problem har med at betale sin skat. Han får meget til gengæld, synes han.

»Men der mangler en form for taknemmelighed, synes jeg. I USA, hvor jeg har boet, får man henvendelser fra det offentlige, der siger tak for ens skatteindbetalinger. Hvorfor har det offentlige herhjemme ikke ansat nogen til at sige tak? Folks lyst til at betale skat ville stige, hvis man følte, at der blev sat pris på det,« mener Martin Thorborg.

Du kan se debatten om Thorborgs skattebetalinger her.

Læs også
Top job