- Opdateret 18/08/2017 kl. 09:21
Hård kritik: Danske boligejere går glip af billigere lån
Konkurrencen på realkreditmarkedet er ikke effektiv, lyder det fra Konkurrencerådet.
Konkurrencen på det danske realkreditmarked er så svækket, at de danske boligejere går glip af billigere lån. Sådan lyder konklusionen i den længe ventede rapport fra Konkurrencerådet om konkurrencen på det danske marked for realkreditlån.
»På mange måder er det danske realkreditsystem rigtig godt. Danske boligejere har gode vilkår og betaler forholdsvis lave renter på deres boliglån. Men på væsentlige punkter kan konkurrencen forbedres. Det vil give de 1,7 millioner forbrugere, der har lån for samlet set 1.450 mia. kr., endnu bedre og billigere lån,« udtaler Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet, i en pressemeddelelse.
I rapporten er det beskrevet, hvordan bidragssatser og den såkaldte kursskæring er steget markant siden 2009. De er fra sektoren blevet forklaret med stigende kapitalkrav. Men den forklaring holder ikke, lyder det fra Konkurrencerådet.
»Siden finanskrisen er prisen på realkreditlån steget rigtig meget, og institutternes indtjening er øget. Bidragssatserne er steget i et omfang, der ikke kan forklares af højere omkostninger, herunder kapitalkrav. Vi burde ikke kunne se en sådan udvikling, hvis konkurrencen på markedet var effektiv,« udtaler Christian Schultz.
Konkurrencerådet konkluderer, at konkurrencen er hæmmet af, at det er svært for nye aktører at komme ind på markedet. Samtidig skifter landets boligejere sjældent realkreditinstitut, hvilket ifølge Konkurrencerådet er tegn på, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet.
»Realkreditinstitutterne konkurrerer kun i begrænset omfang direkte med hinanden om at tiltrække kunder. For mange boligejere er realkreditlånet knyttet sammen med deres bankforretning. Og bankerne anbefaler naturligvis kun det ene realkreditinstitut, de selv er knyttet til. Konkurrencen foregår derfor primært gennem bankerne,« udtaler Christian Schultz.
Som en del af analysen om konkurrencen på realkreditmarkedet er Konkurrencerådet kommet med flere anbefalinger til, hvordan konkurrencen kan blive forbedret. Anbefalingerne skal bl.a. øge gennemsigtigheden for forbrugerne, gøre det nemmere at få flere lånetilbud ved køb af bolig og nemmere at skifte realkreditinstitut.
»Effektiv konkurrence på realkreditmarkedet kræver, at forbrugerne nemt kan vælge den billigste udbyder, når de køber hus eller omlægger lån. Vi har en række anbefalinger, som kan øge forbrugernes mobilitet, herunder en anbefaling om at indføre en standardforside på alle lånetilbud, som gør sammenligningen mere enkel,« siger Christian Schultz.