Privatøkonomi
0

Det tager et år at sælge sommerhuset, men du har færre konkurrenter

Der er kommet gang i sommerhusmarkedet, men alt er ikke lyserødt.

Det er blevet lettere at komme af med sit sommerhus, og priserne stiger. Foto: Colourbox

Sommerhusmarkedet har langt om længe rejst sig fra en årelang dvale, og det kan mærkes på salget. I forhold til september sidste år, er der nu 10 pct. færre sommerhuse til salg. Aktuelt er der 11.340, viser nye tal fra Finans Danmark

Til sammenligning er faldet for parcelhuse og ejerlejligheder godt 5 pct.

»Det store fald for fritidshuse skyldes, at man har gjort flere tiltag for at sparke gang i dette marked, samtidig med at der har været ganske mange boliger til salg i lang tid,« siger afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh.

Siden sidste år har man bl.a. givet sommerhusejere og -købere bedre finansieringsmuligheder. Det er nu muligt at få realkreditlån op til 75 pct. af boligens værdi. Tidligere kunne man kun få 60 pct. realkreditbelåning.

Et regulært salgsgennembrud er der dog ikke tale om. Lageret af usolgte sommerhuse er stort. Det tager stadig over et år at få solgt sit sommerhus. Den gennemsnitlige liggetid er nu 378 dage. Det er en lille stigning på fem dage i forhold til samme måned sidste år.

Der er dog tale om et markant fald i forhold til den tidligere rekord, der var på 512 dage.

Priserne er også kravlet opad. Således er udbudspriserne steget knap 4 pct. til 17.730 kr. pr. kvadratmeter. Udbudsprisen er dog ikke nødvendigvis lig den endelige pris, da der ofte forhandles om salgsprisen.

Priserne udvikler sig forskelligt fra region til region. Ifølge Boligsiden.dk er den gennemsnitlige kvadratmeterpris i Vestjylland lidt lavere end i øst. Udbudsprisen er dog en tand højere. Årsagen er, at sommerhusene generelt er større på vestkysten.

Men noget tyder på, at en ny tendens kan være på vej. Ifølge kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz, er det mest iøjnefaldende, at udbudsprisen i Vestjylland er faldet siden 2010. Samtidig er prisniveauet i Østjylland steget henover de seneste år.

»Prisniveauerne begynder at nærme sig, men er endnu ikke krydset, så selv om priserne mod vest stadig er højest, indikerer de seneste års udvikling, at det godt kan vende over tid,« lyder vurderingen fra Birgit Daetz.

BRANCHENYT
Læs også