Privatøkonomi
0

Historisk nedtur: Boligejere fravælger gyldent lån med negativ rente

Markant bevægelse mod længere rentesikkerhed hos danske boligejere.

Boligejere og købere vælger ikke lån efter, hvor lav renten er. Foto: Søren Schnoor

At optage et boliglån, der garanterer, at man får penge tilbage for at låne i tre år, lyder fristende. Men det er en fristelse, som de fleste boligejere kan modstå. For trods en gylden rente på minus 0,25 pct. er F3-lånet løbet ind i en historisk nedtur.

Kun 4,3 pct. af alle lån det seneste kvartal har været F3-lån. Til sammenligning står F1-lån og FlexKort-lån for ca. 10 pct. af bruttoudlånet, viser nye tal fra Realkredit Danmark.

»F3-lånet har taget sig en historisk nedtur det seneste års tid, og er nu nærmest sendt helt ud i kulden af boligejerne. Over de seneste to kvartaler har vi for første gang nogensinde oplevet, at F3-lånet har haft en lavere andel af bruttoudlånet end både F1-lån og FlexKort,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

F3-lånet var ellers i en periode det mest populære flekslån. Udviklingen vendte i begyndelsen af 2016, hvor der skete en markant stigning over mod en længere rentebinding blandt boligejerne.

Sådan låner vi til boligen
De seneste tal for udlånet til ejerboliger og sommerhuse viser:
  • 41,8 pct. af realkreditudlånet er med fast rente.
  • 48,5 pct. er afdragsfrit.
  • Andelen af fast forrentede lån nåede bunden i sommeren 2012 med en markedsandel på 31,5 pct., mens afdragsfriheden toppede med en andel på 56,4 pct. i slutningen af 2012.

Næsten 6 ud af 10 udbetalte lån har været med fast rente i 3. kvartal, mens små 3 ud af 10 lån har været med en rentebinding på fem år. Samlet set har 85,4 pct. af udlånet været med enten fast rente eller en fem-årig rentebinding.

Der er to forklaringer på denne udvikling, mener Christian Hilligsøe Heinig.

  • For det første blev bidragssatserne på de korte flekslån sat op med virkning fra 3. kvartal 2016.
  • For det andet har renterne været faldende på F5 og fast forrentede lån det seneste års tid, og det har yderligere øget lysten til at binde renten for en længere periode.

Renterne er fortsat historisk lave med negative renter på flekslån helt op til fire år mellem refinansieringsperioderne. Et F3-lån kan fås med en rente til -0,25 pct. i Realkredit Danmark. Det svarer til, at man får 2.500 kr. tilbage for hver million kroner, man låner.

Kursen på det fast forrentede 2 pct.-lån med afdrag befinder sig i øjeblikket i omegnen af kurs 99.

BRANCHENYT
Læs også