Privatøkonomi
0

Lysten til at købe hus falder i efterårsferien

Uge 42 er ikke nødvendigvis den uge, man skal gøre sig forhåbninger om at sælge sin bolig.

Efterårsferien bruges mere til afslapning end boligkøb, viser erfaringer fra 1992 og til nu. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Boligkøbere trænger også til ferie. Salget af fast ejendom falder i hvert fald markant i efterårsferien, viser en opgørelse, som Boligsiden.dk har foretaget.

Boligsiden har undersøgt boligsalget fra 1992 til 2016 og udregnet det gennemsnitlige salg i hver enkelt af årets 52 uger.

Tallene viser, at salget af både huse og ejerlejligheder i efterårsferien er på samme lave niveau som ugerne i sommerferien og perioden fra midten af december til midten af januar, der traditionelt er døde perioder på markedet.

»Uge 42 er blandt de dårligst sælgende uger på året, mens uge 41 og 43 er på top 20 over de bedst sælgende uger. Det er tydeligt, at køberne enten får ordnet boligkøbet inden efterårsferien eller udskyder afslutningen af købet, til hverdagen igen melder sig,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Både salg af parcelhuse og ejerlejligheder påvirkes. Det dog primært parcelhusene, der rammes. Salget ligger henholdsvis 12 og 15 pct. under uge 41 og 43. Det er en forskel på mere end 100 salg.

De bedst sælgende uger på året er ugerne 26, 25 og 27. Disse uger bliver brugt til at afslutte en handel, inden købere og sælgere skal på sommerferie, mens de dårligst sælgende uger på året er ugerne omkring jul og nytår.

Gennemsnitligt salg af parcel- og rækkehuse fra 1992-2016:

UgeAntal solgte
431.086
411.055
401.052
441.039
42942

Kilde: Boligsiden.dk

Gennemsnitligt salg af lejligheder fra 1992-2016:

UgeAntal solgte
40360
43352
41352
44351
42323

Kilde: Boligsiden.dk

»Ugerne i både bund og top bekræfter det billede, vi kan se omkring efterårsferien, nemlig at boligkøb ikke er en feriebeskæftigelse. Tværtimod. Tallene viser, at der er mange, der afvikler boligkøbet inden en ferie. Det kan være, fordi ferien skal bruges på at rejse, pakke ned eller flytte, men det kan også være, fordi et boligkøb støjer lidt i hovedet, og at det derfor er rart at få afviklet, så man kan koble helt af i en ferie,« siger Birgit Daetz.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også