Tre danske iværksættere med rødderne i McKinsey har udviklet et bud på, hvordan forsinkelser og milliardudgifter i containerhavnene kan skæres ned. Grundlæggende handler det om én ting, forklarer stiftere af selskabet Portchain til ShippingWatch.
Et containerskib bliver forsinket på grund af et uvejr og misser sin planlagte tid i havnen til at losse og laste nyt.
Forsinkelsen er ikke en isoleret hændelse, der kun bliver et problem for det enkelte skib. Tværtimod breder forsinkelsen sig som ringe i vandet. Måske er der ikke kajplads, når skibet når i havn. Måske taber havnen penge, fordi kajpladsen er spærret til det forsinkede skib, og andre skibe derfor må vente endnu længere. Måske bliver skibet forsinket i hele sin videre service mellem de store containerhavne...