Coop: Regeringen skader konkurrencen om danskernes kød

Dagligvarekoncernen anklager det blå flertal i Folketinget for at stå bag ny mærkningsordning om dyrevelfærd, som især skal styrke Danish Crown. Ministeren afviser kritikken.

Danske svinebønder og især Danish Crown har ifølge Coop Danmark fået særbehandling af regeringen og den blå blok i en ny ordning for dyrevelfærd.  Foto: Thomas Emil Sørensen

Regeringen og et flertal i Folketinget bruger dyrevelfærd for at pleje særinteresser i erhvervslivet. Og til fordel for slagterikoncernen Danish Crown.

Sådan lyder anklagen fra Coop Danmark om en ny mærkeordning for dyrevelfærd. Det indgår som et element i den omdiskuterede landbrugspakke.

Mærket på vej

Fra aftale om fødevare- og landbrugspakke 22.12.15:

  • Et statsligt dyrevelfærdsmærke introduceres i første omgang for svin, men vil senere kunne udvides til andre dyrearter, fx fjerkræ.
  • Dyrevelfærdsmærkede produkter forventes at kunne være i butikkerne ultimo 2016/primo 2017.
  • Aftaleparterne er enige om at etablere et statsligt dyrevelfærdsmærke med en samlet statslig bevilling på 17 mio. kr. i perioden 2016-19 finansieret fra rammen til fødevare- og landbrugsinitiativer.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Mærkningsordningen, som i første omgang er rettet mod svinekød, er også hilst velkommen af netop Danish Crown samt bl.a. Dansk Supermarked. På den anden fløj står dog bl.a. Dyrenes Beskyttelse og Forbrugerrådet Tænk, som mener at en ny ordning risikerer at vildlede forbrugerne.

Tilsvarende melding lyder nu fra dagligvarekoncernen Coop Danmark.

»Vi vil meget gerne have mange flere produkter med øget dyrevelfærd i vores butikker. Men den statslige ordning er vildledning og kun skabt for at støtte dansk svineproduktion - og dermed Danish Crown. Ordningen vil betyde, at udenlandsk kød ikke får dette stempel. Det er stærkt konkurrenceforvridende,« mener koncerndirektør Jens Visholm, Coop Danmark.

Den landmandsejede slagterikoncern Danish Crown mener omvendt, at det kommende mærke for dyrevelfærd er den rigtige vej. Hjemmemarkedsdirektør Uffe Frovst udtalte i den forløbne uge til Finans bl.a., at ordningen vil gøre det »synligt over for forbrugerne med den danske dyrevelfærd over for udenlandske produkter.«

I den blå blok af Folketinget afviser både Liberal Alliances fødevareordfører Mette Bock og den nyudpegede miljø- og fødedevareminister Esben Lunde Larsen (V), at mærket om dyrevelfærd udelukkende skal fremme Danish Crowns forretning.

»Det er også til rådighed for udenlandske producenter, der kan opfylde kravene. Producenterne kan gennem bedre priser på de svin, der produceres under mærket, få et incitament til at investere i forbedringer af dyrevelfærd. Mærket kan derved både skabe vækst for danske og udenlandske landmænd,« skriver Esben Lunde Larsen i en mail-kommentar til Finans.

Coop Danmark
  • Driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta.
  • 1.200 butikker rundt om i Danmark.
  • Koncernen omsætter for ca. 45 mia. kr. inkl. en række selvstædige brugsforeninger. Uden dem er omsætningen ca. 40 mia.
  • Ejes af 1,5 mio. medlemmer – danske forbrugere.

Hos Coop Danmark er der også utilfredshed med, at mærkningen er tænkt som tre niveauer med stjerner. Det laveste niveau med én stjerne kan dermed - ifølge Coop - gives til kødproduktion, som i høj grad svarer til den gængse standardproduktion.

»Det kan ende med at forringe dyrevelfærden, da forbrugerne i god tro vil vælge én stjerne frem for økologi og friland, som reelt er væsentlige forbedringer af dyrevelfærden,« vurderer Jens Visholm, Coop Danmark.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er omvendt forundret over, at det nye mærke møder kritik for at kunne villdlede forbrugerne.

»Det bliver kun tydeligere hvilke produkter, der har den bedste dyrevelfærd,« mener ministeren.

Esben Lunde Larsen oplyser, at Fødevarestyrelsen onsdag har indbudt involverede aktører til et hastemøde om mærket. Ministeren håber derefter, at »flest mulige – og helst alle – kan bakke op om mærket og dets intention, selvom det er frivilligt.«
 

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også