Politik
0

Der er færre konflikter på det danske arbejdsmarked

Antallet af arbejdsstandsninger er faldet støt gennem de seneste 20 år.

Der bliver færre strejker og lockouter. Foto: Jacob Ehrbahn

Muligheden for en arbejdskonflikt i foråret er i de seneste uger rykket tættere på, og der er varslet både strejke og lockout for de offentligt ansatte. Men generelt er antallet af arbejdsstandsninger i Danmark er faldet støt over de seneste 20 år, viser tal fra Danmarks Statistik.

En arbejdsstandsning er en strejke eller en lockout på ét overenskomstområde, og dem var der 144 af i 2016. Det blev dermed det år med færrest konflikter siden 1996, hvor Danmarks Statistik begyndte at opgøre antallet af arbejdsstandsninger med den nuværende metode.

Ser man i stedet på antallet af tabte arbejdsdage som følge af strejker og lockouter, var 2015 det mildest ramte år med 9.400 tabte arbejdsdage. Flest gik der tabt under storkonflikten i 1998, hvor de omfattende strejker førte til, at der blev mistet mere end 3 mio. arbejdsdage. 

1998 var også året, hvor flest ansatte blev berørt af arbejdsstandsningerne. Over en halv mio. ansatte blev berørt af konflikterne. Færrest blev påvirket i 2015, hvor kun godt 6.000 ansatte blev berørt af arbejdsstandsninger.

Læs mere om overenskomstforhandlingerne på jyllands-posten.dk.

BRANCHENYT
Læs også