Tech

Lynhurtige tog æder sig ind på de korte flyruter

På flere og flere populære ruter bliver det hurtigere at tage toget end at flyve. Men ikke altid billigere.

Ansatte ved Kinas jernbaner poserer foran Fuxing-toget, der kører med 350 km/t mellem Shanghai og Beijing. Foto: AP

Er du flyskræk eller bare allergisk over for køer ved sikkerhedscheck og forkrampede flysæder? Så er her en god nyhed.

Rundt omkring på kloden bliver nye hurtigtog en større og større konkurrent til lufttransport på ruter under tusind kilometer, især i Europa og i Asien. Det skriver Bloomberg, med udgangspunkt i en ny forskningsartikel fra Journal of Advanced Transportation.

Lynhurtige tog som det franske TGV eller Japans Shinkansen har været kendt i årtier, men nye teknologier som maglev-tog vil fremover rykke tusind-kilometer-grænsen for, hvornår det kan betale sig at tage toget i stedet for at flyve.

På ruter, hvor hurtigtog bliver sat ind og kan konkurrere med flyet i tidsforbrug, vil de ’gamle’, nationale flyselskaber typisk trække sig, fordi det ikke længere kan løbe rundt. Men lavpris-flyselskaberne holder ofte fast og kan ofte konkurrere med toget, ikke mindst i pris.

Hvor toget kører fra bymidte til bymidte, vil en tur med et lavpris-fly dog ofte ende i en mindre, sekundær lufthavn langt fra storbyen. Det er derfor forskellige typer rejsende, der vælger tog og fly.

Faktisk kan muligheden for at rejse nemt og hurtigt med tog mellem to storbyer også åbne for rejselysten og fornemmelsen af, hvor lang turen er, og dermed også sende flere passagerer i retning af lufthavnen, selvom der er kommet konkurrence fra toget, viser forskningen.

Globalt er det i Kina, der nu bliver åbnet flest nye linjer med hurtigtog. Faktisk er Kina i dag også det land i verden med de hurtigste tog og med flest kilometer spor, der er klar til hastigheder over dansk niveau.

Fuxing-toget, der kører mellem Beijing og Shanghai, suser afsted med 350 km i timen, så turen på 1.247 km bliver klaret på fire timer og 28 minutter. Det kan et fly selvfølgelig klare hurtigere i ren rejsetid, men når ventetid i lufthavnen og transport i øvrigt regnes med, bliver forskellen noget mindre. Og så er prisen for togturen en hel del mere nådig.

Omvendt er der flere ruter, især i Europa og USA, hvor togturen faktisk er den dyreste løsning. Skal man fra Madrid til Barcelona, er det omkring halvt så dyrt at flyve, mens tidsforbruget cirka er det samme.

Maglev-tog – altså tog der svæver på et magnetfelt og ikke har hjul og rullemodstand – er næste trin mod hurtigere tog og er taget i brug enkelte steder på kloden, på kortere strækninger. I Shanghai har et maglev-tog for eksempel kørt fra lufthavnen og ind mod byen siden 2004, med hastigheder op til 430 km i timen på den 30 kilometer lange strækning.

Og rent teknisk bliver der nu også arbejdet med maglev-tog, der kan køre 600 km i timen. Dermed kommer tog endnu tættere på flyenes hastighed, der typisk ligger på omkring 900 km i timen.

Læs også