Tech
0

Apple-opdatering gør din iPhone langsommere

Også Apples hardware bliver langsommere af de opdateringer, der skal beskytte mod spectre. Ældre iPhones mister op mod 40 procent af ydeevnen.

Foto: Imaginechina via AP Images

Sårbarhederne Spectre og Meltdown har ramt størstedelen af computere fra de seneste 20 år, og de har vist sig at være svære at sikre sig mod uden at sænke hastigheden på både software og hardware.

Nu viser det sig, at også iPhones bliver langsommere af den sikkerhedsopdatering, som Apple udsendte 8. januar for at beskytte sine kunder mod Spectre.

Den kan du læse mere om her: Apple klar med akut sikkerhedsopdatering til iPhone, iPad og Mac: Skynd dig at opdatere

Den hollandske tech-blogger Melvin Mughal har benchmarket sin iPhone 6 både før og efter opdateringen, og resultaterne er iøjnefaldende.

Ydeevnen faldt nemlig med mellem 39 og 41 procent i de henholdsvis multi core og single core-tests, som Mughal har gennemført.

Læs også: It-virksomheder verden over reagerer på kæmpetruslerne Meltdown og Spectre: Se her, om din telefon og din computer er ramt

Tech-hjemmesiden HowToGeek har fulgt op og testet nyere iPhones, der også mister ydeevne - dog betydeligt mindre. iPhone 7 mistede i HowToGeeks test mellem to og fire procent, mens iPhone 8 mistede mellem 0,35 og 0,5 procent.

iPhone 8 Plus mistede hos HowToGeek mellem 0,07 og 1 procents ydeevne, og opdateringen tager altså markant mindre ydeevne fra de nyere telefoner.

Det er i øvrigt værd at notere sig, at HowToGeek kun har set iPhone 6 miste mellem 10 og 17 procent, hvilket er en del mindre end hos den hollandske blogger. De 40 procents tab af ydeevne må således siges at være worst-case-scenario.

Også Microsofts opdatering har vist sig at sænke hastigheden en del i forskellige udgaver af Windows. Windows 10 bliver kun en lille smule langsommere, mens der er lagt op til mærkbare tab af ydeevne hos brugere af Windows 7 og 8.

Det kan du læse mere om om her: Microsofts Spectre-modtræk gør Windows 10 lidt langsommere - men Windows 7 og 8 bliver hårdt ramt

Læs også: Sikkerhedsekspert maner til besindelse efter kæmpe-sikkerhedshul i computere, smartphones og tablets: “Ingen grund til panik”

Denne artikel er leveret af
BRANCHENYT
Læs også