Tech

Google Play slår kvartalsrekord med 19 mia. downloads

Google Play har netop haft sit bedste kvartal nogensinde, men der handles stadig for mindre beløb end hos konkurrenten App Store, hvor der ellers er færre downloads. Foto: Jeff Chiu/AP

Den seneste del af 2017 var rekordperiode for Google Play, der nåede nye højder. Her valgte brugere nemlig at downloade mere end 19 mia. apps i løbet af årets sidste tre måneder. Det skriver mediet Techcrunch ud fra en rapport fra sitet App Annie.

Antallet af downloads er det højeste nogensinde for Google Play, der dermed øger sit forspring ned til den største konkurrent, nemlig Apples App Store. Forskellen på de to i fjerde kvartal af 2017 lå på over 10 mio. downloads - 145 pct. i Google Plays favør.

Stigningen skyldes især brugen af smartphones i lande som Indien, Indonesien og Brasilien, der fik det årlige antal Google Play-downloads til at stige med 10 pct. Her er det blandt andet bemærkelsesværdigt, at Indien for første gang nogensinde overhaler et land som USA i antallet af samlede downloads fra Google Play og App Store. Særligt hittede apps som spil og finansapps såsom netbanker eller investeringsapps.

På trods af de flotte tal for Google Play er der blevet handlet for langt mere hos konkurrenten. I årets sidste kvartal blev der brugt 11.5 mia. dollars i App Store (svarende til knap 690 mia. kr.), hvilket er næsten dobbelt så meget som hos Google Play.

Året startede ellers ikke optimalt for Google, som var nødsaget til at fjerne 22 ondsindede apps fra Google Play, som var dowloadet mellem 1.5 og 7.5 mio. gange hver.

Læs også