Tech

Globale virksomheder har udarbejdet kunstig intelligens, som udkonkurrerer mennesket i læsetest

Alibaba Group og Microsoft har hver produceret kunstig intelligens, som gør det bedre end det gennemsnitlige menneske til en læse- og forståelsestest.

Alibaba Group har udtalt, at det er første gang, at en maskine opnår en bedre score end mennesker på denne slags test.  Foto: Colourbox

Der er blevet produceret film i massevis, hvor det ultimative dommedagsscenarie udspiller sig: Den menneskeproducerede, kunstige intelligens vender sig mod dens skaber, menneskeheden, for at dominere verden.

Om det nogensinde sker er yderst tvivlsomt. Men det er sikkert, at der bliver gjort store fremskridt inden for kunstig intelligens. Således melder flere mastodontvirksomheder, at deres producerede kunstige intelligens har opnået bedre resultater end mennesket i en læsetest. Det skriver en række medier herunder Bloomberg og Financial Times.

Kinesiske Alibaba Group er en af virksomhederne, som står bag denne kunstige intelligens. Alibabas maskine opnåede en score på 82.44 i Stanford Question Answering Datasæt, som er en læse- og forståelsestest. Det er højere end menneskets gennemsnitlige resultat på 82.304.

Ifølge Alibaba Group er det første gang, at en maskine har opnået bedre resultater end et menneske i en sådan slags test.

Men Alibaba er ikke den eneste virksomhed, det er lykkedes for. Faktisk opnåede Microsofts kunstige intelligens en endnu højere score: 82.650. Det skete dagen efter, at Alibaba slog den gennemsnitlige menneskescore.

Disse spørgsmål figurerede i testen blandt mange andre:

Hvad år døde Genghis Khan? Svar: 1227.

Hvilket band var hovednavn ved half time-showet ved Super Bowl nummer 50? Svar: Coldplay.

Hvem har designet den skotske parlamentsbygning? Svar: Enric Miralles.

Den kunstige intelligens kan bl.a. bruges fra alt som kunderservice til nyhedsruller på sociale medier og målretning af annoncer.

Læs også