Tech
0

Apples nye iPhone har 16,5 cm skærm og splitscreen

I næste måned vil Apple præsentere nye produkter. Men for iPhones vedkommende bliver det et "S"-år.

Apple forventes i næste måned at lancere nye telefoner. Blandt andet en iPhone med den største skærm nogensinde på 16,5 cm. Foto: Imaginechina via AP

Apple vil i næste måned lancere tre nye mobiltelefoner. Der et tale om iPhones med kant til kant-skærme, som kendes fra iPhone X, der blev lanceret sidste år.

Der bliver dog ikke tale om et helt nyt design som i tilfældet med iPhone X. Derimod er det mobiler med flere egenskaber og skærmstørrelser. Internt kalder de ansatte det for et "S"-år, skriver Bloomberg.

Et "S"-år refererer til iPhone-modeller, der beholder det oprindelige design, men indeholder nye egenskaber. I modsætning til helt nydesignede modeller.

Ifølge nyhedsbureauet forventes det, at Apple præsenterer de nye modeller engang i september.

Blandt de nye modeller vil der være én med en skærmstørrelse - målt diagonalt - på 16,5 cm. Internt kaldes modellen D33, og det vil blive den hidtil største iPhone og blandt de største på markedet.

D33 har fortsat glas på bagsiden og dobbeltkamera. Den største ændring på softwaresiden vil være muligheden for at foretage splitscreen (side-by-side) ved brug af apps som eksempelvis email og kalender.

Det bliver samtidig Apples anden iPhone med den såkaldte OLED-teknik.

Apple har også planer om en opgradering af iPhone X med en 14,7 cm OLED-skærm.

Der vil også komme en ny og billigere model, der skal erstatte iPhone 8. Den har kodenavn N84 og vil ligne en iPhone X, men vil have en større skærm på 15,5 cm og sælges i forskellige farver.

Den har dog en LCD-skærm for at holde omkostningerne nede, skriver Bloomberg.

Udover nye iPhones forventes det også, at Apple vil komme med opdaterede AirPods og en AirPower trådløs oplader, et nyt Apple Watch og en opgradering af iPad Pro..

BRANCHENYT
Læs også