Tech

I Tyskland bygger man en by til en milliard kroner - men der skal ikke bo mennesker

En ny by uden beboere til over en milliard kroner. Schnöggersburg er det nyeste eksempel på, hvordan teknologien gør det muligt at træne til fremtidige scenarier, som man sjældent eller aldrig har oplevet før.

Den kunstige storby i Nordtyskland skal bestå af 520 bygninger, når byggeriet er færdiggjort i 2021. For at gøre storbyen så virkelighedstro som mulig, bliver der også bygget et parlament.

I Nordtyskland vest for Berlin er man lige nu ved at opføre en by helt fra bunden. Her er allerede skyskrabere og supermarkeder, metrostationer og et kasino. Men én ting kommer storbyen til lidt over en milliard kroner aldrig til at få:

Beboere.

Den kunstige by Schnöggersburg skal nemlig fungere som et militært simulationsområde, hvor det tyske militær og enheder fra Nato og EU får mulighed for at træne krigsførelse i en storby.

Ifølge en ekspert er Schnöggersburg det seneste eksempel på, hvordan teknologien muliggør simulation i en sådan grad, at det er svært at skelne fiktion fra virkelighed.

»Hvis pengene er til det, er der nærmest uanede af muligheder for, hvad vi kan simulere. Teknologien er der til det,« siger Mandus Andresen, der er simulationschef hos Forsvaret i Danmark.

Finansieringen bag den 840 fodboldbaner store by kommer fra den børsnoterede virksomhed Rheinmetall AG, som leverer teknologi til bilindustrien og forsvaret.

Men det er ikke kun i militæret, at man bruger teknologien til at træne virkelighedsnære scenarier, som medarbejdere sjældent eller aldrig har oplevet før.

I USA kan en Nasa-simulator fjerne tyngdekraften, så astronauter kan øve sig i at svæve rundt i atmosfæren. Piloter kan flyve fly, før de overhovedet har været i luften. Og på hospitalerne i Danmark har man oprettet simulationscentre, hvor læger øver komplicerede operationer på kunstige patientdukker.

For at simulationstræningen i den mennesketomme storby Schnöggersburg kan blive så virkelig som mulig, er der indrettet et laserbaseret simuleringssystem, så alle kamphandlinger i byen kan blive registreret og analyseret på en computerskærm.

»De simulationsprogrammer, vi bruger, udvikler sig stort set fra dag til dag. Jo mere realistisk det bliver, jo mere optimal uddannelse og træning kan vi give soldaterne. Det, man aldrig vil kunne træne ved simulation, er kamppladsens virkelighed med blod, sved og tårer,« siger Mandus Andresen.

Schnöggersburg bliver den største simulationsby i Europa. Men flytter man fingeren på globussen mod sydøst, støder man på en lignende mennesketom storby nær Tze’elim i Israel: Baladia City til 40 mio. dollars.

Læs også