Tech
0

Apples selvkørende bil i første sammenstød

For første gang har en af Apples selvkørende testbiler været involveret i et sammenstød.

Apple benytter Toyotas luksusmærke Lexus til at montere og teste den selvkørende teknologi. Det er ikke Apples udstyr, som vises på billedet. Foto: The Yomiuri Shimbun via AP Images

It-giganten Apple må for første gang sande, at en af virksomhedens selvkørende biler har været involveret i en bilulykke. Ingen personer er kommet til skade. Det skriver The Verge.

Det er uvist, hvor mange selvkørende biler Apple helt præcist prøvekører på de amerikanske motorveje, men tilbage i april lød meldingen på 55 styks, hvoraf en af dem nu har været involveret i et bilulykke.

Ulykken skete i Californien, som er den eneste stat, der tillader firmaer at testkøre biler uden en menneskekrop bag rattet. Den selvkørende Lexus Rx450h SUV var i mild fart ved at køre ind på Lawrence Expressway, da en personbil med fører kørte op i den.

Selvom ulykken ikke er en indikator for, hvordan den teknologiske udvikling står til hos Apple, er sammenstødet med til at fremhæve, hvilke udfordringer softwareudviklerne står med, når det kommer til at skabe en færdigudviklet og sikker selvkørende bil.

Ifølge professor på Carnegie Mellon og softwareingeniør Phil Koopman skal softwareudviklere være bedre til at tænke menneskers adfærd ind i teknologien for at undgå lignende sammenstød.

»De selvkørende biler kører ikke på samme måde, som mennesker. Og når de ikke gør det, så vil folks forventninger til køretøjerne også være forkerte,« siger Phil Koopman.

Når selvkørende biler er involveret i et sammenstød, skyldes det ifølge en rapport fra Consumer Affairs ofte, at køretøjer med chauffør bag rattet bumper op i bagenden på dem.

Apples topchef, Tim Cook, har tidligere udtalt, at Apple ikke har intentioner om at udvikle en egentlig selvkørende bil, men i stedet fokuserer på at udvikle en teknologi, der kan produceres og monteres af bilproducenterne selv.

BRANCHENYT
Læs også