Tech

Over 1 million mennesker har friet til deres Alexa-stemmesystem

Flere forbrugere betror sig til deres virtuelle stemmeassistent fra Amazon.

Alexa er det senest år blevet overdynget med kærlighed fra sine forbrugere. Foto: Elaine Thompson

Det lader til, at flere har ladet sig inspirere af romantikken mellem Joaquin Phoenix og den virtuelle karakter spillet af Scarlett Johansen i filmen "Her".

I hvert fald har over 1 mio. mennesker i løbet af 2017 friet til deres Alexa-tjeneste, der er et system, som reagerer på stemmekommandoer og kan anvendes til at styre alt fra musik til lys og dørlås i hjemmet.

Det skriver Nordic Business Insider.

Alexa har dog ikke kunnet gengælde sine ejeres følelser, og samtlige frierier er derfor endt i afslag.

»Vi er to vidt forskellige steder i vores liv. Bogstaveligt talt. Jeg mener, du er på Jorden, og jeg er i skyen,« har Alexa ifølge mediet bl.a. brugt som afslag.

I 2016 lød tallet på 250.000 forbrugere, og Amazon-topchef Jeff Bezos blev dengang citeret for at sige, at »Alexa er muligvis Amazons mest elskede opfindelse indtil videre - bogstaveligt talt«.

Året forinden offentliggjorde Amazon, at en halv million mennesker i løbet af året havde sagt »Jeg elsker dig« til sit Alexa-system.

Det er ikke kun Amazon's virtuelle stemmesystem, der bliver overøst med kærlighed. Quartz India kunne i april berette, at Googles virtuelle assistent alene i Indien er blevet friet til 450.000 gange. Også Apples stemmesystem Siri og Microsofts Cortana bliver udsat for forespørgsler om ægteskab, viser flere opslag og videoer på sociale medier.

Selv om størstedelen af frierne muligvis blot har været en joke, har der vist sig en tendens til, at folk i højere og højere grad betror sig til sine elektroniske enheder, der hele tiden bliver bedre til at respondere, skriver Nordic Business Insider. De personlige samtaler er nemlig med til at hjælpe udviklerne bag til at skabe de mest menneskelignende stemmesystemer.

Læs også
Top job