Tech
0

IBM bruger 224 mia. kr. på selskab, der giver sine produkter væk

Red Hat, der står bag gratis styresystemer og software, bliver nu opslugt af IBM. Prisen på 224 mia. kr. gør det til verdens største opkøb af et softwareselskab.

IBM's topchef Ginni Rometty har kastet sig ud i verdens hidtil største opkøb inden for software med købet af Red Hat. Foto: AP/Malte Ossowski/SVEN SIMON/picture-alliance/dpa

Normalt er et selskab, der forærer sit hovedprodukt væk, ikke mange penge værd. Men softwareselskabet Red Hat er intet mindre end 224 mia. kr. værd, vurderer tech-kæmpen IBM, som søndag annoncerede opkøbet af Red Hat.

Dermed er verdens hidtil største opkøb inden for software en realitet, om end ikke det største nogensinde inden for tech-selskaber generelt, skriver Techcrunch.

Hovedproduktet hos Red Hat er en udgave af styresystemet Linux, der bliver brugt til mange ’tunge’ opgaver i it-branchen. Men Linux er open source, altså gratis og åben kode, som ingen kan eje, men alle kan bruge og bygge videre på.

I stedet tjener Red Hat sine penge på tilkøb af ekstrafunktioner og konsulentydelser og ramte en omsætning på knap 17 mia. kr. i seneste regnskabsår. Heraf landede en tiendedel på bundlinjen.

For IBM handler opkøbet især om at få styrket positionen inden for cloud-computing, altså drift af it-systemer i IBM’s datacentre i stedet for ude hos en kunde selv. Her var IBM traditionelt en stor spiller, men Amazon overhalede overraskende indenom med en anden og mere fleksibel model, og blev med Amazon Web Services den største cloud-leverandør. I dag indtager Microsoft og Google anden- og tredjepladsen, mens IBM halter efter tidligere tiders dominans og ligger på fjerdepladsen.

Med Red Hat i hus kan IBM få mere kant til konkurrenterne, med særlig fokus på de mange, som kører deres systemer på Linux-platformen og med de værktøjer, som Red Hat laver til cloud-systemer. Men opkøbet er samtidig betinget af, at Red Hat fortsat kan være ’neutral’ leverandør til andre, skriver Reuters.

Open source-konceptet var i mange år en af de helt store stridspunkter i it-branchen. IBM valgte hurtigt at omfavne ideen om at dele softwarekode med andre, mens selskaber som Microsoft og Oracle var i den helt anden grøft. Tidligere Microsoft-topchef Steve Ballmer kaldte ligefrem open source for en ’kræftsygdom’ i it-industrien.

Men i takt med succesen for Linux og andre open source-systemer er tiderne skiftet. Også hos Microsoft, der i sin cloud-tjeneste Azure nu omfavner open source og ikke bare sine egne produkter. Det har været en succes, og Microsoft har generelt fået ny vind på markedet ved at satse på cloud-computing for alle.

Omvendt har IBM i mange år kæmpet med at finde en ny, succesrig hylde, i takt med at den traditionelle forretning for it-drift skrumpede. Selskabet har satset massivt på kunstig intelligens og har udviklet systemer til for eksempel læger og hospitaler, som skulle kunne hjælpe med at tage de rette beslutninger.

Det store gennembrud lader dog vente på sig, og det seneste år er IBM’s aktiekurs faldet med 19 pct., ligesom omsætningen har været faldende i flere år. Nyheden om opkøbet af Red Hat blev også modtaget med skepsis, og kursen faldt efter lukketid med næsten fem procent.

BRANCHENYT
Læs også