Tesla tilbagekalder 14.000 biler på grund af »potentielt farlige airbags«
Bilejere kan få ombyttet deres airbags.
Midt i problemer med en faldende aktiekurs og nedskæringer har en ny sag ramt elbil-giganten Tesla.
Firmaet har nemlig været nødsaget til at tilbagekalde i alt 14.000 biler af typen Model S i Kina, fordi de er udstyret med »potentielt farlige airbags,« lavet af den skandaleramte virksomhed Takata.
Det skriver TechCrunch og flere andre internationale medier.
Tesla vil ombytte de farlige airbags til nogle andre, fremgår det yderligere.
Tilbagekaldelsen sker, efter man har fundet ud af, at ca. 37 mio. biler - herunder også hos brands som Toyota og Ford - har været udstyret med airbags fra firmaet.
Selskabet bag de katastroferamte airbags, Takata, lukkede ned i 2017, da virksomhedens airbags viste sig at være skyld i en række dødsfald, skriver South China Morning Post.
På grund af en fejl kan de nemlig blive udløst af sig selv, og det kan forsage alvorlige skader.
Tesla-bilerne, der er ramt af tilbagekaldelsen, var lavet mellem februar 2014 og december 2016, og de var importeret fra USA til Kina.
Tilbagekaldelsen vil gå i gang den 10 April, oplyser Tesla i en officiel udtalelse:
»Sikkerheden hos vores kunder er afgørende, og vi laver den tilbagekaldelse, selvom der ikke har været nogle ulykker med airbags i Teslas køretøjer.«
Tesla kæmper i øjeblikket med udsigten til en milliardgæld, en faldende aktiekurs og fyringer af 3000 medarbejdere.